Jeg selv var seks eller otte, første gang mor kaldte mig "manden i huset". Hun havde fået øje på et gammelt gasbord med kakler nede på gaden. Nogen havde brugt det som afspærring, og det skulle ganske givet smides ud bagefter, for det havde set bedre dage. Tungt var det og rustent, men det var mor ligeglad med - hun skyndte sig ned og talte med viceværten, og vi måtte gerne tage det, hvis vi selv slæbte det væk.

Det gjorde vi. Med møje og besvær baksede vi det op på tredje sal, og på vej op ad trapperne, sagde mor, at det var godt, jeg kunne være manden i huset, når nu far aldrig var hjemme. Jeg vidste selvfølgelig ikke hvad det betød, men når jeg tænker tilbage, står det for mig som milepælen i mellem uskyld og skyld, i mellem sorgløs barndom og følelsen af fortvivlelse.

Mors mening med bordet dengang var selvfølgelig at sætte det i stand, banke de gamle kakler ud, give jernet en rustbehandling og lægge nye flotte fliser i bordrammen. Men det var som om, der aldrig var overskud til at få det gjort. Faktisk afspejler bordets tilstand ganske godt vores families. Det var først mange år senere, efter mors løsrivelse og skilsmisse og imens jeg var i lære som murersvend, at vi besluttede at gasbordet, som vi havde slæbt op på tredje sal for to lejligheder og omkring ti år siden, endelig skulle have den opmærksomhed, det fortjente.

Vi bankede de gamle kakler ud og lagde nye i, men kun de billigste hvide 15 x 15 fliser, dem jeg kunne tage med hjem fra arbejdet. Jernet fik en rustbehandling og en sort gang maling og vupti - bordet stod som nyt. Mor indrettede entreen derhjemme med gasbordet, kurvestole og hendes elskede pynteting. Et øjeblik lignede det til forveksling noget fra et Bo Bedre magasin. Et øjeblik jeg tænker tilbage på med stolthed. Jeg er stolt af min mor, fordi det lykkedes hende at tage ansvar for sit eget liv, fordi hun ikke længere ville lade sig terrorisere af en efterhånden afdanket tyran, og for den løsrivende handling er ingen pris for høj.

Det bord har efterhånden været vidne til en hel del. Det har været med os i tre lejligheder nu og er stadig en del af møblementet i lejligheden, hvor min far nu sidder og forgår i sin sorte lædertrone. Bordet er blevet henvist til en plads på altanen, hvor det siden hendes død har været udsat for vind og vejr. Det er gået med gasbordet, som det er gået med min fars alkoholrelaterede demens, langsomt men sikkert forfald.

Ligesom bordet afspejlede vores families tilstand, lige så vel kan man aflæse en families tilstand af harmoni eller mangel på samme ved at studere, hvilke bekymringer familiens børn de tumler med. Belastede børn bliver voksne før tid. Selv om mor aldrig kom ovenpå, kun blev 44 og levede resten af sine dage med sorg og bekymring. Selv om hendes børn plagede hende om alt det, hun ikke havde råd til, og hun selv var begyndt at drikke for at holde tilværelsen ud, er der ingen, der kan tage den sejr fra hende, det var at komme væk fra sin tyran. Og måske er det en af årsagerne til, at jeg en dag huskede det løfte, jeg havde givet mig selv som dreng, at jeg ikke ville være ligesom min far, at jeg ikke ville tyrannisere min kone, at jeg ville søge både lykken og kærligheden.