En kølig september morgen. Solen er kun atter stået op, og lader sine varme stråler stryge over de let duggede bøgeblade, som kæmper en kamp imod det ustoppelige afkræftende efterår - som ihærdigt sørger for at minde mig om ulykken som skete for år siden nu. Morgenerne smelter sammen, og hverdagen er blevet til en rutine, som kun jeg indser. Deprimerende grå toner, vandre op og ned af strøget, hvor end jeg kigger hen. Perfektion har et gråt skær, af modeller, blogs og mediernes magtliderlige manipulerende modeshows - mit hoved bliver styret af diktatur, af hele verdenen. Hele verden mod mig.

Sig mig. Hvornår blev jeg udkåret til at kæmpe denne psykiske kamp? Hvornår fik jeg uddelegeret mine våben til at slås? Hvad gjorde jeg forkert? Hvorfor er min fokus fastsat sig på alle non-censurerede reklamer, for perfektion? At lege med folks følelser, eller er det dem der leger med mig?
For inderst inde, i kernen af kernen, ved jeg jo godt at perfektion ikke er en realitet. Alle har små mangler, alle kæmper deres egen kamp - om man så vil det eller ej - grålige toner.

Morgensmoothien glider ned i det overflødige kropsfedt, som man har båret rundt på årevis, slæbt det frem og tilbage på utallige løbeture og alt fra kampsport til holdsport, uden ændring.
Ændring er en illusion, en illusion af følelser - følesesregistreret bliver kontrolleret, sorg, forelskelse går hånd i hånd. Lænket til hinanden, ligesom en forgyldt vielsesring, med en falsk diamant og falske løfter. Kærlighed er opbygget på uærlighed, og omvendt er det ærlighed som ødelægger kærlighed.

Det sløve grålige, ikke deprimeret sind, tvinger den relativt livløse dødvægt af en krop, op og stå, og slæber de små tæer hen over det nyvaskede gulv i gangen. En tåre triller lydløst ned i et dybt hul i sjælen, en bundløs bund.
Et glimt i spejlet, og endnu engang en påmindelse om den illusion, min hjerne er blevet hjernevasket af. Endnu engang en fejltagelse jeg gjorde, endnu en benægtelse af at være glad, endnu engang et dyk i selvtilliden.

Tøjet glider langsomt på, imens en summen fra TV'et overdøver den konstante larm, i mit hoved. *Dunk* *Dunk* *Dunk*
Tik, tak, tik, tak - uret går i rotation, og tiden spurter fra mig.
Bussen kører og jeg med. Travlheden blusser op omkring mig. Andre morgenslidte mennesker, sætter sig i bussen med afstand. Fremmede er ikke venner-man-ikke-har-mødt-endnu. Nej! I Danmark, verdens gladeste land, er fremmede fremmede. Hvis man lader være med at snakke med personen, så er man ignorant. Hvis man snakker med personen, er man påtrængende. Man kan ikke gøre alle tilfredse, især ikke når man ikke selv kan være tilfreds med sig selv.

STOP - ingen vej tilbage, bussen er kommet til destinationen.
Langsomt forsvinder jeg ind i mængden af, den overfladiske men tolerante menneskeflok som styrter mod indgangen.

Solen står nu højere på himlen, og lyser op på folket, bygningen og ikke mindst betonbygningens grå nuancer, som står stærkere end aldrig før.

Jeg har fundet styrken i intetheden.