For mig,
er du blot en falmende skitse,
streger i luften, som aldrig bliver til noget.
Input fra mine tanker, som jeg aldrig helt har forstået.
Jeg krøller dig sammen og smider dig ud,
kærtegner og kysser dig indtil det brænder under din hud.
Du er en berøring i natten, men jeg mærker dig ikke...
Du er et rus jeg har taget lidt for mange gange,
velvidende om, at det aldrig bliver det samme.
Du er en sød lille løgn, som jeg fortæller til mig selv.
Du er den godnat historie, jeg læser igen og igen.
-En illusion om kærlighed, der langsomt slår mig ihjel...
Men min verden er fuld af overarbejde
og alt for meget kaffe,
Fuld af smerte, men ingen til at straffe?
og jeg har alligevel så fucking travlt med at udnytte mig selv
-så hvorfor ikke rive hele verden med?