En oase med slidte gulve og falmede vægge er rammen for min eksistens
Et faktum, en sandhed, som ikke kan eller vil, tvistes og fordrejes
Her sejler jeg ud på eventyr med støvet hjerne og et bristet hjerte
Her holdes fællesråd med bedre viden og bagklogskab som eneste fakta
Der findes ingen svar, ingen sandheder, kun det nøgne individs visdom
Der slukker jeg min tørst på alle tænkelige måder og retfærdiggør min eksistens.
Tricktyven i hjørnet malker os på stribe, og lænser mig uden samvittighed
Håbet - guldgryden indbyder til heftig jagt, men kun først' i måneden
Ironien håner enhver, der brødfødes af stat og i nød, søger trøst
Lunken er charmen og lumsk er smilet, scoretricket velkendt - tomt
Egotrippets største bluf "styrer bare for vildt" alene' ud i nattens mørke
Exit'en udført med forlorent smil, hjemme sandhedens time, ensomt.
I paladsets enevælde eksisterer skyggerne af liv som levn fra fortiden
Lykkens mismod næres af de knuste drømmes ynkelige splinter,
som stædigt og vedvarende uden hensyn til zappekontrollens valg,
blænder din sjæls spejle, og stavnsbinder illusionen - taber!
Det kvalte skrig, ambivalent, og trøstesløs er nattens sidste nadver
Jeg fader umattet, finder trøst i fosterstillingens beskyttende søvn