Når jeg er træt af mennesker
træt af følelser med kød på
så falder jeg tilbage i mig selv
trods jeg selv er menneskefylde.
Alligevel finder jeg altid luften i mig selv
det svævende
der hvor ord begrænser
det som er uden navn.
Jegets sande rum, uden rammer
et menneskeligt sted, som føles umenneskeligt
alene kan jeg lege der, kun jeg
fri for menneskelighed.
Sådan føles det i jegets rum
og det er nok for mig, at føle
selvom det ikke er rigtigt
jeg er jo blot følelser med kød på.