Slæber den last der hedder "mig" gennem byen
Kigger lidt på de andre
Hold op, hvor er vi alle så evigt skrøbelige,
Tænker jeg meget specifikt.
Efter omtrent hver 5 skridt blinder jeg mig selv
Nok fordi det hele bliver lidt for meget
De andre laster gør det samme, så det jo naturligt
Det naturligt at vi er så skrøbelige.
Overalt omkring os står utopisk selvsikkerhed
Væggene, fortovet, tagene, lygtepælene osv...
Dannede og selvsikre befinder de sig dagligt der
Og stirrer på stressede masser plaget af et sind.