I det jeg rettede mig op faldt det stykke stof jeg havde hængt foran spejlet ned og jeg så mig selv i et glimt i spejlet. Noget jeg til daglig forsøgte, at undgå. Et lydløst gisp kom til syne i mit spejlbillede og med en krop der rystede som en espeløv, prøver jeg, at få stoffet til, at hænge rigtigt igen over spejlet. Det lykkes ikke og jeg så det hele. Det jeg så, var de brune øjne som nu havde mistet sin glød. Der var ikke længer nogen glæde eller livs gnist i dem. Ubevist gled mit blik over til min venstre side af ansigtet. Min hånd fandt automatisk op til det velkendte ar der løb fra mit øre og ned til min mund i en næsten ubrudt linje. I det jeg rørte det, kom mindet til live igen.