I nat var noget anderledes
vandet slog mod min kyst;
det plaskede i stød og brud.
Jeg bevægede mig fra side til side
prøvede at være hele stranden
men kunne ikke gøre mig bred nok.
Våde sten gled mellem hinanden
fedtede af algers grønne havsuppe;
brænding, brusende, så var jeg dige.
-
Syvogtyve mil herfra
slår hvide bølgetoppe
tavshedens rytme an.
I det fjerne nord
skimtede jeg omridset:
en faldende kirke.
Det var ikke havet som tog den,
det var tiden, bare tidens tørre bølger;
det ser jeg nu og forstår mine fjer.