Sov, min elskede, sov
Du er i sikkerhed hos mig i nat.
Døden vil snart komme,
Og rive dig ud af min favn.
Snart vil træerne, vandet
Og bjergene falde for hans hånd.
Men i nat skal han ikke finde os;
I nat vil kærligheden være stærkere.
Græd ikke over dem, der er døde, min elskede,
Men over dem, der mistede deres vej.
Græd ej heller over mørket
Eller den hjerteskærende smerte.
For selvom håbet visner, og lyset er veget bort
Selvom kulden kommer, og fortvivlelsen finder vore hjerter
Fornærm da ikke alt det gode, ved at begræde alt det onde.
Selvom du ikke længere husker smagen af brombær,
Eller den gyldne sols refleksion i efterårets enge.
Vis din sorg i stilhed, for da vil du beholde dit hjerte.
Når døden river dig ud af min favn
Og stilheden falder,
Vil vi måske miste sejren, men ikke os selv.
Stol på mig, min elskede; stol på kærligheden
Og vi skal mødes igen, når dagene ikke længere eksisterer.