Jeg forlod dine blaa oejne
og fulgte den forkerte vej
og nu savnet fyldt mig som horizonten roert af daggry.
De sange fortalte om dine taare kom idag og fang min
fornemmelse.
Din hvisken overvandt havet, bjerge og floder
og kom med efteraars vinde
Traeerne graedte lav og mistede sine blander kun at huske
mig
om dine kaertegn og dine ord
Din sjael saa dyb og skjult paa skygge af din
tilvaerelse, genkende jeg paa
Hver enkelt node spilt I dug af daggry.
Selv farven af stjerne huske mig om dig.
Paa dem jeg ser samme straale der eksister i dine oejne
Nogle hemmeligt og uendelig,
Foerst droem i hvilken min sjael blev fortabt
Dine haender havde varme af stilhed, som det milde hav
efter staerk storm
Du fra fjerne steder giv liv til mig, samme liv at jeg
finde ikke paa stede saa naer.
Den dejlige fornemmelse kommer igennem dine tanker der
naa ud til mig,
paa den evige soegen efter os selv
Som Eros og Psique der selv med moerket bliver dunkel
deres fornemme.
De moedte dem selv,
Styret af intuition og skaebnen