På vores trange bakke-ind toilet hang, da jeg var barn, en 70'er typisk hessian tavle, omkranset af en ramme i lyst træ. Den var fuld af udklip, som med tiden antog samme gulligt-brune farve som tavlen - der blev røget i mit barndomshjem, forstås. Og særligt på toilettet, hvor både min mor og far brugte cigaretterne som en obskur form for luftfrisker.

Før jeg lærte at læse, granskede jeg tegningerne nøje. Især huskede jeg en ældre, strengt udseende herre med stikkende øjne. Han så hvast ned på et stykke papir foran sig og var iklædt sort kappe og en rørformet, sort hat. Under manden stod de der krims-krams streger, som de voksne kaldte for bogstaver. Jeg kunne ikke se noget sjovt ved ham, selvom mine forældre som regel smilede frem for sig, når de stiftede et nyt stykke avissatire op på tavlen.

Med tiden lærte jeg at læse. Og stavede mig møjsommeligt gennem teksten. Flere gange om ugen. "E-n siger en. Da- siger Da, u siger u, m-i siger mi, e-r siger er, siger Da-u-mi-er. D-o-m siger dom, m-e-r siger mer, siger dom-mer. Efterfulgt af et punktum med et punktum over.

Det blev aldrig sjovt. Selv ikke da jeg blev større og læste langt mere sikkert. Men jeg husker en af de andre tekster. Den havde ingen tegning, men handlede om DSB.
"Gå bare over toget. Der kommer ikke spor" stod der. Og lidt længere nede.
"Dagens pollental; Ask: 0. Urd: 0" (indrømmet; den skal man være over 40 for at forstå).
Det lo jeg af. Men aldrig af den strenge dommer.

Da valget blev udskrevet, kom jeg til at tænke på tegningen igen. Særligt et partis kandidat flød sammen med dommerens ansigt, når jeg genkaldte mig ordene under hans ansigt.
"En Daumier dommer (til den anklagede):
- De siger at De stjal, fordi De var sulten. Jeg er da også sulten engang imellem. Derfor stjæler jeg virkelig ikke."

...Men hvilken kandidat har jeg i tankerne?. Vedkommende opstiller i Københavns Omegns storkreds, kan jeg oplyse.