Mit fritidshjem. Først husker jeg ikke andet, end at det lå på den anden side Peblingesøen. Et fjernt sted. Det måtte det være, når man tæller 35 år bagud og omregner det i kilometer.

Google Maps veksler næsten alt for hurtigt de utydelige minder til satellitfotos med skarpe fikspunkter; gader jeg har leget i og huse jeg har besøgt. Lige bag Peblinge Dosseringen ligger den aflange gård med en genkendelig bygning i midten og grønne træer rundt om. Afstanden til det sted, hvor jeg befinder mig nu, regner Google også ud. 4,3 kilometer, hvis jeg cykler via Lersø Parkallé. Men hvad med årene, tænker jeg. Hvad er afstanden til dem?

Jeg husker ikke en eneste af de ture jeg gik; frem og tilbage mellem skolen, fritidshjemmet og barndomshjemmet. 5 dage om ugen, 11 måneder om året. I 4 år. Ikke en eneste. Jo, måske korte glimt af bare ben med myggestik der travede afsted. Skoletasker på ryggen. Støvet på stien som hvirvlede op. Småsten vi sparkede i søen.

Vandspejlet stod højere dengang. Det er jeg sikker på, fordi jeg var bange for at falde i Peblingesøen. Der måtte være dybt, tænkte jeg, når jeg stod og så ned i vandet. For jeg kunne ikke få øje på bunden; kun bølgende grønalger under overfladen. Vinden førte affaldet ind i søens hjørner. Her duvede flaskehalse og døde fisk med bugen i vejret side om side. Rundt om dem snoede sig spiraler af gul pollen, byens partikler og sidste efterårs sorte kastanjer.

Jeg cykler de 4,3 kilometer til punktet på satellitfotoet. Bygningen ligger omkranset af beboelsesejendomme. De fleste i beton; beklædt med røde mursten; opført i 1960'erne og starten af 1970'erne, som led i saneringen af Nørrebros sorte firkant. Træerne er blevet høje og dæmper bedre støjen fra de legende børn. Gården er belagt med røde mursten. Fritidshjemmet er opført i røde mursten. Det kan ikke hedde andet end Murergården. Og det er stadig fritidshjem.

Jeg bliver mødt af en lang række forældre og børn som står i kø for at klappe to ponyer. En duft af grillet kød breder sig og der bliver spillet musik på boldbanen. Omkring fritidshjemmet står flere små grupper af børn og voksne i afslappet samtale. Jeg undskylder, når jeg passerer dem med min cykel, mens jeg går en tur rundt om bygningen.

Selvfølgelig er det hele skrumpet. Som steder og bygninger nu engang gør, når man møder dem i voksenhøjde.

Så får jeg øje på trapperne. De brede, lave trapper i røde mursten, som fører ned til legepladsen og boldbanen. Jeg husker de trapper, fordi det var her jeg stod og ventede på at få et glimt af Bjørn. Ikke Uffe. De var enæggede tvillinger. Et identisk antal måneder og dage ældre end mig. Gik i symmetriske hawaiiskjorter og mørke cowboybukser. Med hver deres nøglering hængende i stroppen på bukserne. Et sæt nøgler til deling som de skiftedes til at bære. Begge nærsynede og med bygningsfejl, hvorfor de bar ens, firkantede briller med sort stel. Der var meget langt ind til deres øjne, når man kiggede ind gennem brilleglasset. Lidt som at se i en omvendt kikkert. Formentlig var de blå. Eller grå. I hvert fald så de meget små ud, øjnene.

Var det hårlokken der faldt ned i Bjørns pande på en lidt anderledes måde? Eller var det blikket som jeg syntes virkede mere stålsat? Eller hans lille kast med hovedet, når lokken skulle på plads igen? For mig var de ret og vrang. Lys og skygge. Meningen og bagatellen. Bjørn gav mig stød. Uffe var en strømafbrydelse.

De færdedes parvis overalt. På stuen, i værkstederne, ved pingpongbordet. De legede endda med vennerne parvis. Kun et par daglige toiletbesøg skilte dem ad.

Engang var Bjørn syg. I en hel uge. Jeg var fortabt. Uffe virkede også fortabt. Jeg fulgte ham som en genert skygge, for at snige mig til at høre nyt om Bjørn. Til sidst vendte han sig om og bad mig om at gå min vej.

Bagefter trækker jeg cyklen hjem. Af den rute jeg gik som barn. Vandspejlet er sunket. Søen er renere, fiskene lever. Barndommen er en bevægelse væk fra mig.