Når frustrationernes bobler brister fylder den larmende stilhed mest.
Livets klistrende nektar løber ned af mine arme, mens jeg prøver at slikke tidens sår.
Flugten er ikke et tegn på desperation, men blot tidens bølger der skubber mig videre ud i det store hav af drømme.
Et liv der skal komme til nytte siger de, mens de giver mig bind for øjnene. Kun med kreativitetens barmhjertige rammer kan jeg bevæge mig i sumpen af samfundets tjære.
Jeg snakker med mit spejlbillede, alt i mens fuglenes kvidderen bliver til tinnitus. Endnu et øjeblik hvor samvittighedens trommer spiller en rytme jeg ikke kan danse til.