Det var atter ved af at blive mørkt i den lille by og det var tegn til byens beboere at de atter skulle lukke og låse sig inde for natten, som de havde gjort i mange år og især de der boede tæt ved byens forsamlingshus og dem ved ungdomsboligerne på Stenhøjen. Ikke fordi at der var uromagere der hærgede byen. Nej tværtimod var byen så stille som i en grav, ja i en grav det er lige det rette ord, for grunden til indbyggernes frygt er, at der i de sidste mange år har bevæget sig to spøgelser rundt i byen og især på Stenhøjen omkring nr. 601.

Det skyldes, efter hvad det forlyder, at der på denne adresse engang boede to som var forelsket i hinanden .
   Det lyder jo som en lykkelig historie, og det var det også da de tit var sammen om natten, hvor de hyggede sig over et spil kort og CMT på fjernsynet. De var også sammen når han havde fri, så gik de tur i byen hvor de var nede i den lokale brugs for af handle .
   De var også sammen til møder og fester i forsamlingshuset og der fik de også et spil billard i ny og næ.
   De var også meget kendt og agtet af alle i byen, så ingen kunne fatte den tragedie det skete i den oktober aften i '93. De var jo så forelskede, så det ud til .

Men virkeligheden var en helt anden, fordi hun i virkeligheden kom sammen med en anden som boede i hovedstaden, som aldrig kom til hende i byen og han ville heller ikke flytte sammen med hende i Skåneby, så hun kunne ikke finde ud ad, hvem hun ville have, fordi den anden ville gerne bo med hende i byen. Hun var derfor i syv sind.

Hvad de ikke vidste i byen var at hun engang eller to om måneden tog til hovedstaden for at besøge sin kæreste et par dage eller tre. Det var meget hårdt for hendes ven i byen, så hårdt at han kunne havde kvalt kæresten de dage hun var ved ham .
   Det skyldes at han led rigtig meget af jalousi, og han tænkte konstant på hende de dage og det var så galt at han ikke var uden for en dør hjemme og han snakkede ikke med nogle på arbejdet, men det gik over når hun kom tilbage, for hun havde altid det varme smil og mange søde ord tilovers til ham.

Sådan gik der et par år og det gik godt indtil den August aften, hvor han som altid var nede og hente hende på banen, hvor hun kom med toget. Der kunne han godt mærke at der var noget galt, for selvom hun var glad som altid var det ikke på den sædvanlige måde. Han ville dog ikke sige noget for han havde jo glædet sig til at se hende igen.
   Han glemte det næsten den aften lige til om morgenen, hvor hun kom og vækkede ham med morgenkaffe .
   "Godmorgen min ven så er der kaffe" sagde hun idet hun kravlede ned i sengen til ham. Det nød han, kaffe på sengen og pigen i hans liv ved sin side.
   "Skat" sagde hun pludselig med alvor i stemmen "Skat der er noget jeg vil fortælle dig" han satte sig op i sengen " hvad dog? " spurgte han.
   "Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det, men jeg flytter nok sammen med min kæreste. Vi har fået en lejlighed i staden. Han har spurgt de sidste gange vi var sammen, men jeg har ikke rigtigt vidst hvad jeg skulle svare til i går da jeg skulle hjem og det blev altså et ja" sagde hun.
   Han var ved at få kaffen galt i halsen af den besked . "Jamen! hvad så med os?" sagde han "Hvad med vores varme venskab, betyder det ikke noget? Hvad med alle de gode timer vi har haft sammen, ja! så sent som i nat betyder det ikke noget?" spurte han .
   "Du ved ikke, hvad jeg må gå igennem hver gang du er ovre ved ham." sagde han.
   Hun fik en tåre i øjnene af de hårde ord og han blev selv lidt ked af, at han havde talt i sådan en hård tone.
   "Undskyld skat" sagde han. "Men jeg er jo bare så glad for dig, at jeg nødig vil se dig forlade mig. Du er alt i mit liv."
   "Jeg havde også haft det svært med at bestemme mig, men i går da sagde min kæreste at han ville flytte i den lejlighed med eller uden mig og hvis jeg ikke ville flytte med, så ville han ikke se mig mere" sagde hun, med en tåre trillende ned af sin kind.
   "Lad os nu ikke slå ud af dette" sagde han "Der er jo 2 mdr. endnu og jeg vil selvfølgelig hjælpe dig"
   Det blev dog aldrig det samme mellem dem efter denne dag for det lå i baghovedet hele tiden på dem begge, at de skulle skilles.
   Hun var stadig ikke sikker på, at det var den rigtige hun ville flytte sammen med, med nu var der ikke nogen vej tilbage, og som tiden kom nærmere blev de begge mere trist .
   De gik og tænkte på, hvordan de kunne undgå denne dag. Der var en ide på at flygte sammen, men de ville jo nok blive opdaget i en anden by og hvad skulle de leve af og bo i?

Den sidste dag var hård. De gik sammen og sagde næsten ikke noget til hinanden og de gik ikke for langt fra hendes lejlighed i nr. 601. De var kun lige nede og handle en kort tur .
   Det blev aften og vejret var koldt og stormfuldt, og det var ved spisetid at det skete .
   Han havde lige serveret aftensmad da hun sagde "Så er der sidste gang vi spiser sammen." Han kiggede bedrøvet på hende" Ja! og snart er det vores sidste nat sammen her - for altid!!" sagde han.
   De spiste uden et ord som to dødsdømte, der får deres sidste måltid.
   "Jeg skal nok lave kaffe til os i aften" sagde han "En ekstra god kop."
   Han gik i køkkenet og kom hurtigt tilbage for han ville være for længe fra hende.
   "Skal vi ikke have et sidste spil kort i nat?" spurgte han.
   "God ide!" sagde hun. De satte sig i sengen og begyndte at blande kort .
   "Nu skal jeg hente kaffen til os, så kan du finde noget musik på fjernsynet hvis der er noget" sagde hun, og gik efter kaffen.
   Han tændte selvfølgelig for CMT og der var en god video som hed Hey baby og var med Marty Stuart en sang som hun sagde at den handlede om dem .
   Hun kom netop ind og hørte den sang.
   "Det er jo om os" sagde hun og satte kaffen på sengen. "Så er der kaffe."
   De tog begge en tår og begyndte at dele kort ud.
   De havde vel spillet et par timer da hun sagde "Er du ikke ved at være træt?"
   "Jo! " svarede han "Skal vi ikke gå i seng og nyde vores sidste nat sammen. Det bliver jo hårdt i morgen."
   De gjorde klar og gik i seng.
   "Jeg ville ønske at denne nat ville vare for altid." sagde hun og kravlede ind til ham, men han sov allerede. To minutter efter sov hun også som en sten i hans arme.
   Udenfor var stormen taget til og det var samtidigt begyndt at sne .

Det var på denne måde man fandt dem om morgenen sammen DØDE! .
   De havde begge været ude for at hælde sovemiddel i kaffen om aftenen, da de ikke kunne se anden udvej end at begå selvmord, fordi hun kunne alligevel ikke flytte fra din dejlige ven i Skåneby. Det var han for trofast til. Og han kunne ikke se hende forlade ham, for dertil elskede han hende for meget.

Derfor må alle i Skåneby hver nat lukke sig inde, da de to går hvileløse rundt i byen som to hvide lysende genfærd. De går rundt omkring adressen og forsamlingshuset og brugsen for at fortælle denne historie til byens beboere så de kan få fred, da man stadig ikke ved, hvordan denne tragedie kunne opstå .
   Hvert år på dagen kan samtidigt opleves lys og musik på Stenhøjen 601 selvom denne bygning er forladt og døren er muret til.