Benene blev tungere og tungere. Lucs åndedræt blev dybere. Nu var han snart så langt væk fra hospitalet, at de sikkert ikke ville finde ham. Han ville løbe videre ned til stranden, som han kendte så godt.

Halsen strammede - han havde brug for luft. Endelig var han fri. Månederne på hospitalet havde været meget hårde. Han hadede at være indespærret. Personalet var irriterende og pågående. Men han fik snydt dem. Snydt dem, som han ofte havde gjort med tusindvis af andre mennesker.

Blæsten slog ham i ansigtet, da han nåede stranden.

Hvor var det nu, det var? Hans hemmelige sted...