Kommer jeg nogensinde til at være den jeg var engang. Jeg tvivler kraftigt, og ønsker det egentlig heller ikke. Mange ting har ændret sig i min væremåde og skrivemetode. Killingen som blev dræbt af Bo Mølle var startspringet til at tro mere på mig selv, og det har resulteret i at jeg i dag tør stille mig op på en scene og gøre TOTALT grin med mig selv

Lange dage har jeg brugt på at komme dertil. Livet tog nogle sidespring med begivenheder som gjorde ondt, men som kun gjorde mig stærkere. Jeg råbte Skriget ud i verden, og skriget kom fra mig, og selvom jeg bildte folk ind at ingen hørte det, så gjorde det det faktisk, uden de selv ved det, og fik mig ind i et sammenhold og jeg elsker at være en del af det.

Ak, det er desværre alt for lidt vi ser til hinanden, da det som sammenholdet går ud på, tærer på kræfterne. Alle, selv den mindste lille del, er ENORMT vigtigt, fordi uden sammenhold og fællesskab vælter korthuset, og den alternative virkelig som forsøges at blive skabt, bliver ødelagt. Men livet går videre, og fællesskabet og venskaberne bevares og findes frem igen, når det kræves.

Kom Jul, Kom sne, Kom gaver bliver sagt af mange børn i denne glade juletid, og hurra for det. Jeg siger det også, fordi det er ved jul, at gaverne kommer, og den vigtige gave af alle, er den udvikling jeg er gået igennem ved hjælp af de personlige udfordringer, livet og andre har udsat mig for, som jeg kun kan sige i dag, at jeg er ENORMT taknemlig for.