Min familie er som harpiks, som et klisteret gulligt stands, der ikke slipper håndfladen trods så meget slid og strid.

Som en gåtur i skoven, hvor du rører ved et træ, op opdager en masse mellem fingrene, der fletter dem sammen til en ubrugelig klo.

Sådan er min familie. De maser sig ind lige der mellem mine tanker, gør dem ubrugelige for en tid, gør mig frustreret for en tid og fordrejer mig. Men de forvandler sig, når studeren forsvinder og de bliver et minde.

De er det harpiks der holder mig fast mod målet, der griber mig når jeg er ved at tabe bolden. De er lige så vigtige for at jeg vinder mit livs kamp, som så meget andet.

Og om 1000 år er de en forstenet klump af et minde, gyldent og elegant. Et fossil fra en fortid, som en kan finde i vandkanten - føle sig forundret og beriget over. Bære dem som en fingerering, med stolthed og ære ud i verden.