Jeg har lyst til at skrive.
Udtrykke mig.
Konstruere.
Sætning efter sætning.
Fylde papiret og tømme hovedet.
Men jeg rammer ikke hovedet på sømmet.
Vælter rundt i beskrivelser der ikke stemmer overens med virkeligheden,
Men som måske i virkeligheden, hører til i fantasien.

Jeg gennemgår, gennemtænker, overtænker og fylder mit hoved med tanker, der slet ikke hører til der, til at starte med.
Det er utroligt, som situationer kan blive tænkt så meget, at man bliver i tvivl om, hvad der er rigtig og hvad der er forkert. Hvad skete egentlig og hvad var blot ønsketænkning.
Jeg gentager mig selv.
Jeg kan genkende ordene,
Fra samtaler jeg har haft denne uge.
Jeg gentager mig selv.
Måske i håbet om,
At hvis det bliver sagt ofte nok, bliver det til virkelighed.
Jeg ved ikke om jeg selv tror på det, men andre gør.
Måske.
Måske længes vi alle så meget efter eventyr og drama,
At vi tager hvad vi kan, selv når det ikke er vores eget.
Men jeg har intet at byde ind med,
Fordi det hele foregår oppe i mit hoved og på papiret, som sorte linier der strækker sig henover siderne og fjerner renheden, ikke kun fra papiret men også fra hvor jeg kommer fra.
Jeg skriver dagbog.
Privat.
Jeg skriver blogs.
Offentligt.
Men lige meget hvad,
Så er der intet der stemmer overens,
Med alt det der foregår
Inde i mit hoved,