Det var sommerens varmeste dag, da vores sofagruppe fik en ny afløser. Den gamle måtte derfor ende sine dage på den lokale genbrugsstation.
Vi kom standsmæssigt kørende med en mindre "pony-trailer" bag på bilen og forventede at blive antastet af de orangeklædte genbrugs-guruer, som ville interessere sig voldsomt for indholdet. Men der var ikke nogen at se ud over de mandshøje papfigurer, der var skåret ud og stod anbragt rundt omkring iført et tjenstvilligt reklamesmil.
Det halve af byens indbyggere havde tilsyneladende tænkt sig at bruge den lummervarme dag til at klippe hæk og rydde op på de lune spidslofter, så alle holdt i vejen for alle.
Jeg ledte efter "en klog" at spørge, hvor man kunne dumpe en sofagruppe, fordi vi havde ikke megen lyst til at rende rundt med de uhåndterlige sager fra container til container.
Jeg zig-zagede derfor rundt på området og søgte højt og lavt uden at finde nogen at spørge.
Ved et tilfælde fandt jeg dog to mænd inde i en lille sval, pittoresk niche mellem en papkassekværner og bagsiden af et rustent blikskur, hvor der sad en dryppende vandhane.
Med ryggen til mig sad en ca. 25 årig mand med en god kampvægt, behørigt klædt i orange out-fit. Volumen var dog ingenlunde guddommeligt fordelt på hans korpus.
Han sad på en lille drejetaburet, mens hånden havde fundet hvile på hoften. Taburetten mindede mig om en pinolskrue, der sad monteret i halen på en svensk julebuk.
Da han hørte, at jeg kom bagfra, lavede han et koket afsæt, så han drejede en halv omgang og kiggede beredvilligt på mig.
Jeg fremførte mit ærinde, og med wienerbrødskrummer vippende om munden, udpegede han en bestemt container for mig uden at røre sig ud af stedet.
Med hovedet kælent på skrå, sagde han på ærke århusiansk: "Hvis dAr er løse hØnner (red. hynder) så må du mAjet, mAjet gerne smiiije dem op i Småtteren!"
SMÅTTEREN?
Det gik så op for mig, at han mente Småt Brændbart!
Hurtigt skulle det dog vise sig, at der umuligt kunne aflæsses yderligere en sofagruppe i den påtænkte container, så jeg gik tilbage til åstedet. Denne gang rejste kollegaen sig.
Kæmpen blev siddende. Selerne og vommen gyngede, mens han morede sig voldsomt og sagde: "Ellers kan I bare kalde på mig, så kommer jeg og hopper i den!"
Tanker er toldfrie, og jeg så for mig, hvordan han ville bruge containeren som hoppeborg, mens forsmåede jernsenge og stigereoler, ville forvandles til mikropartikler under processen!
Vi kom dog af med vores sofagruppe med hjælp fra kollegaen.
Hvem siger, at det er kedeligt at være på Genbrugsstationen?