Jeg husker hvordan hans krop var lys som månen i det mørke rum. En græsk Gud. Buen på badeværelset i hans fars hus. De åbne vider, markerne, der strakte sig længere end øjet kunne se. Hans krøller. Hendes tegning på hans væg.

Jeg kan huske følelsen af ensomhed, selvom at han sad ved siden af mig. Hans mors forsigtige bevægelser. Hans øjne da jeg nævnte hans bror. Hvordan han holdt om mig den eneste gang jeg græd foran ham og spurgte mig: "Er du virkelig så ked af det?". Jeg husker følelsen af min gallakjole, da jeg gik ned ad trappen og forlod hans hjem for sidste gang. De ottekantede glas.

Jeg kan huske fornemmelsen af at sidde i hans seng. Med altandøren åben. Den lette sommerluft der trak igennem hele lejligheden. Den tunge lugt af cigaretrøg og det gule tapet. Aske på glasbordet. Hakket i fjernsynet. Det beskidte køkken med den beskidte combiovn.

Jeg kan huske den sødlige lugt af røgelse. Jeg kan se graffitien. Planterne der nærmest stod oveni hinanden. Madrassen på gulvet og sprittush tags på næsten hver eneste overflade. Cecilie, langbenet og ækel, lyden af de fårekyllinger han fodrede hende med. Jeg kan genkalde følelsen at, at stå under bruseren. Spejlet, dækket i sorte ord.

Jeg kan stadig huske følelsen af dørkammen mod min ryg. Den klinisk rene stue og pladerne på række. Følelsen af højt til loftet og rum til kreativitet. Åbent, lyst og rent. Sparsomt indrettet, men uden mangler. Det skulle da lige være en dåseåbner. Bob i kassen i vinduet, den svage lugt af røg i køkkenet. Mine ting, uorganiseret, i en bunke midt på gulvet. Resterne af glimmer mellem gulvbrædderne.