Jeg har i tiden hørt mange barder spå deres kommen.
Ej før været henledt af så mange vise giganter at beskue.
De har sagt mig at godt og ondt ikke kun er midler til magt,
men er evigheds-genstande sendt til at beskue fremtid.
At se hvilken vej man kan gå, hvilke af sindets vehikler der benyttes, hvilken livsverden beskueren anligger.
Af hvilken genstand evigheden beskuer fremtid, føler man sig kun set af dens konsekvenser.
Og af hvilken genstand reinkarneres evigheden vi beskuer, hvilken visdom at se Gaia bag Maya's slør.
Se sagde de mig, det er et verden af vidunder, Af hvilke universer bliver afviklet sandhed, skønhed,
som solen nærer jorden.
Jeg sagde jeg søger karmisk lykke min trappe, min penrose trappe, min karmisk yoga
at udføre den med sandhed, hvor end svær den er at gå.
Og må jeg glimpse til et verden af vidunder, er den kun virkelig gjort af billeder inde i mit hoved, og i sandhed vil jeg invitere min
beskuer i hovedet med på livets lange vej, når jeg udfører min karmiske yoga min dharma,
langsomt må vores dharma være udfoldet på de trapper men evigheden beskuer evigheden, mens vi danser.
Og jeg indser i min dans at jeg besidder et glimt af lykke.
Hvilken byrde at gøre Sisyphos ære men efter egen skæbne at vende uheld til lykke, et niveau i sandhed der er mange.
Fra hvilken kyst er sjælen ikke fanget, når den glimter mod en ny for at bygge et tempel til ære for Maya's slør.
Gaia er i sandhed min skaber mit lykkehjul.