Jeg genkender ikke denne dal
du ser på mig
gennem en fremmed
dit blik ætser min hud
jeg vil trække mig tilbage
men der er intet skjulested
vi er fanget i hinanden
jeg falder fra i stykker af mørke
du lader stykkerne ligge
jeg er intet mere af værdi
vi er ingenting
skabt af ingenting
til ingenting skal vi blive
nu græder du
tårer af svigt
jeg indfanger dem
som perler på en snor
de vasker lidt af mørket væk
gør mig gennemsigtig
åben.