Aldrig får vi da love at komme op over denne overflade.
Dybets grønne svæver væk under overfladen, og vi begynder at se lyset
Det lille glimt, der giver os smil på læberne
Og håbet tilbage.
Der er en lysere side, med luft til os begge.
Vi nærmer os, sammen, glade og begejstrede
Aldrig er vi nået så tæt på overfladen
Siden vi endte under den
Men nu er den der, så håndgribeligt tæt på
At en hånd kan række op,
Mærke solens varme
Før vi ved af det har stormen igen taget fart
Noget hvisker i mit øre at vi ikke har lov
Noget hvisker.
Vi er ikke berettiget.
Ikke klar.
Stormen tager til.
Jeg mærker den som et chok, hans hånd om min fod.
Han sidder fast i det grønne, igen.
I desperationen, bliver jeg selv viklet ind.
Aldrig har vi været så tæt på bunden.
Aldrig havde vi været så tæt på overfladen.
Vi må ikke.
Det er vores egen skyld.
Alt hvad vi gør, gør vi for det bedste,
Men vi har endnu ikke betalt
For alt det vi gjorde før vi vidste
Hvordan man lever bedst over vandet
Nu ved vi hvad det betyder
At svømme i dybet
Det er vores egen skyld
Vores uforsigtighed er kommet til latter
Vores betænksomhed til vrede
Vores kærlighed til vildfarelse
Og vores kroppe brænder i kog
Hvad gør vi
Hvad har vi gjort
Alt det vi har mistet
I kampen om alt godt
Bringer fortvivlelse
I vores sind.
Kan det aldrig rettes op
Kan man ikke leve der
Hvor regnbuen ender
Og stormen er væk
Kan man leve der
Hvor man indeni sig selv
Finder ro
Hvor man ved
At det vi gjorde var for det bedste
Uden ar på sjælen.
Der var en grund
Til vi endte her.
Men er enden et begreb,
I forhold til begyndelsen,
Er begyndelsen nu,
på et håb
eller på manglen derpå.
Hvor mange gange skal vi prøve,
Før vi giver op
Og fortsat lever her
Sammen
Under himlen,
I mørket
Under vandet