Selv tvivlen kan føles så dum og så pinlig
Vi sir' til os selv; "Også graven er timelig!"
Af jord kom den skæve
Til jord blir' den gæve
Mennesket ka' ej skrue tiden tilbage
Nu er Vorherre, Ham til hvem du må klage
Hårene grå og borte er kraften
Forstå nu, at livet blir' Aften
Om det som venter, vi kun kan gisne
men sikkert er det, at kroppen må visne
Hvem lukker og slukker - Hov, hvem bliver den sidste?
Ingen for evigt på Jorden ka' blive
men hvem tør gi' slip og la' livet sive?
Javel, for de fromme vel kun en detalje:
Men mon tilgivelse skænkes så strid en kanalje?
I alle de år - da var man så kæk
Ha! Også den fryd nu snart er væk
Åh nej, i sengen af træ hørtes lågets smæk