Når folk spørg hvor jeg er i mit liv,
citerer jeg Bølle Bob.
For han siger det godt.
"Vi er ikke rigtige voksne,
vi er ikke rigtige børn"
Femogtyve år kan se ud på mange måder.
Men for mig er det sjældent af fornuften råder.
Jeg har "venner" på facebook som er nybagte mødre,
jetsetter ,
iværksætter,
De skyder som fucking karriere raketter.
Mine medstuderende tager hul på den virkelige virkelighed.
Men jeg er ikke klar til at aflægge en voksen ed.
Jeg prøver at flygte fra hvad de andre begærer.
Mit ungdomsfikseret sind er ikke klar til at dyrke onsdagsmissionærer.
Jeg veksler mellem storhedsvanvid og mindreværd.
Klar til at overtage hele verden,
frygter min utilstrækkelighed.
Så jeg lad vær'.
Hver weekend fyrer jeg den af som en anden kvindelig Gatsby - forsøger at være ekstravagant.
Kald mig bare flamboyant
Med en Odense Classic i min hånd
og resterne af S.U.'en i min lomme.
Jeg døjer med en indre rebel,
så med min 150 krop,
bliver jeg næppe det rette rollemodel.
Min nye arbejdsgiver spørg' til mit sociale liv.
Helt ærligt,
så vil jo at han vil vide om jeg snart skal være gravid.
Heldigvis kan jeg svarer at jeg er single as fuck.
Jeg tror, jeg ser ham ånde lettet op.