Han vil måske gerne være mere spændende, din kæreste, og ikke "bare" et kedeligt hus du kender og bor i, - derfor tigger han lidt om fiktion. Det har en god virkning, at du gentager "Min kæreste", og din fortælleform er god, ligetil og forståeligt med ironien lige i nærheden. - Godt skrevet.

Mette.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Det er så rigtigt.. De almindelige hverdags ting er ikke det man skriver om, måske ikke engang det man bliver inspireret af. Det man skriver om er enten fantastisk eller forfærdeligt, hvem gider ellers læse det? Lidt som når man læser en bog med meget fyld, det tager lidt længere tid at komme igennem de passager. Ironisk, men også lidt trist tekst. Du skriver jo netop ikke om ham, du skriver blot at du ikke må, det er fair, men også lidt trist..

Et anderledes digt. Men frem for alt virker det. Jeg er fuldstændig enig med Mette, Måske vil han ikke være et hus som man kender udenad. Måske vil han hellere være fiktion hvor dine tanker kan vandre frit uden at tænke over hvad der er muligt, hvor man kan ende en historie i et komplet dystopi. Derfor er der mange der skriver eventyre, fordi det er en handling som er fiktionelt hvor alt kan ske, men man ved at alting ender lykkeligt. Med det sagt er der kun tilbage at sige flot skrevet.

Saa interessant... Ikke at tale om ham, mens du taler om ham.
Det goer man oensker at laese mere.
Og jeg kunne lide meget sammenligning af kaerlighed med et hus, det var rigtig godt.

Hej Tenna
Der mangler helt klart digte om huse. Der mangler digte om stuer, inventar og samtalekøkkener, om vægge, lofter og gulve. Der er et lyrisk tomrum her. Et rum, der kan fortælle en historie om, hvem man er. Huse er ikke bare en beholder med minder.
Selvfølgelig handler dette digt ikke rigtigt om huse. Det handler om et menneske, også selv om mennesket er et hus. Medmindre digtet læses bogstaveligt, hvilket ofte er en fordel. Hvis jeget var et nabohus, så giver det også mening. Herved bliver det en fortælling om et hus, der er utilfreds med ikke at blive fortalt om. Linjen /Men der er ingen der skriver digte om deres huse./ bliver en anklage fra et forsmået hus. Det er vel heller ikke helt ved siden af, selv om det modsatte udsagn fremsættes i den indledende linje.
Nu kom jeg til at læse digtet bagfra. Er det bevidst, at tredje linje knækker, hvor den gør? At 'stedet.' står alene?