Jeg er da ligeglad, jeg er ikke bange for afgrunden.
Jeg er bange for traditioner, det formelle, det ordinære, det repetitive som bliver anset hyggeligt af andre, men skaber en uhygge hos mig.
Jeg omfavner overraskelser, chok, spontanitet, uvisheden og kaosset der giver mulighed for nye valg og kræver min absolutte opmærksomhed og årvågenhed.
Som en aktiv vulkan der danner frygt og kaos men samtidig skaber ny landmasse med plads til fod faste under et tilsynladende dybt hav jeg prøver at svømme i.
Jeg er ikke god til at svømme. Jeg tiltrækkes af vulkanen.
Denne fare og usikkerhed vulkanen frembringer giver mig en ro og styrke jeg ellers ikke har og en flugt fra mine egne bekymringer. Basale og ligegyldige bekymringer.
Hvis bare det hele var mere uforudsigeligt, uden mål og uden mening ville det give mening for mig.