Der er en vemodighed i morgendisen
solen kæmper orangerød
for at skinne blide stråler i gennem det grå
mine skridt er usikre
som isen fra den første morgenfrost
forandringerne puffer mig blidt
som en kælen hundehvalp
men jeg står stille
så stille som de grå betonklodser
der pludselig pryder byen
mindende om forstenede træer
i den grålige morgendis-by.
Måske er der et uvejr på vej
jeg får lyst til at søge ly
i blandt kendte facader
men jeg må tørre vemodigheden af mig
gå fremad i de bløde orangerøde stråler
der endelig forsigtigt trænger i gennem disen.