Fra knoppens bløde skal
Hvor det første pust
Næsten slår det omkuld
Hvor den stikkende regn
Slår ind igen og igen
Så skal bliver til sten
Med et skrøbeligt indre
Hvor bladende suger farve
Regnbue eller sort-hvid
Blanding af evig modstand
og sollysets velsignelse
Langsomt folder sig ud
Til det store klimaks
Hvor blomstens udsprungen
sætter præg og stråler
Råber fagre nye verden
Åbner op sin skal
Omfavner sollysets varme
Ny knop kommer til
Men mørket trækkes for
Langsomt svinder blomsten ind
Åh, fagre nye verden
Hvisker blomsten
Stille i sit sind