Onsdag morgen, en længe ventet fridag, og et vækkeur der var sat et par timer frem. Det skulle vise sig hurtigt at blive lavet om.. Fra første øjekast har du ladet mig være en del af dine utallige løgne. Nu er der snart gået 2 år, og jeg har været for godtroende og naiv hele vejen igennem. Jeg var da helt sikker på, at du nok skulle stoppe dine løgne, når du nu kiggede mig i øjnene og lovede det. Jeg er stadig skeptisk, men vælger at stole på dig - alle kan jo forandre sig! Så jeg gav det en chance, for jeg kunne jo godt lide ham, jeg vil endda gå så langt at sige, at jeg ikke kan se mig andre steder end hvor jeg er lige nu. Jeg tænker ikke længere over løgnene og din til tider mærkelige opførsel. Det var for godt til at være sandt, sagde jeg til mig selv. Og lige så hurtigt det var sagt, vælter sandheden endnu engang ind om alle dine løgne, som du dårligt selv kan finde rundt i. Du tror ikke, at jeg kan se på dig når du lyver. Din øjne der søger alle andre steder hen ind i mine øjne, dine hænder der hele tiden skal pille ved et eller andet, dine urofyldte ben og hele din krop der skriger efter at komme væk. Jeg nævner for dig, at dine løgne, selv dem som burde virke uskyldige, får mig til at tvivle på dig, på mig, på os to. Du griner, og siger at du ikke lyver, for du kender jo godt konsekvenserne. Alligevel går du i din egen fælde hver gang - og når ikke, så skal jeg hive sandheden ud af dig. Jeg bliver trist og føler mig dum, udnyttet.. Jeg siger til mig selv hver gang, at jeg ikke skal tænke over det - og lade dig gøre hvad det passer dig.. Men hold op hvor er det svært, for hver gang leder alle mine tanker over i usikkerheden.

Onsdag morgen, en længe ventet fridag, og et vækkeur der var sat et par timer frem. Det skulle vise sig hurtigt at blive lavet om - vi skulle nyde fridagen sammen. Alligevel ringer dit vækkeur klokken 6, og du lister ud af soveværelset, du kan ikke lukke døren helt, da håndstaget mangler, du tror jeg sover. Jeg kan se lige ud i gangen, du lister stadig.. Du har taget dit nye tøj på, sat håret.. Jeg står op, for at høre hvad du skal.. Du stivner når du ser mig i døren, du kigger på mig og går ud og tager jakke og sko på, og kører. Ikke et eneste ord, ingenting. Her står jeg med en masse tanker, og en hovedpine der ikke længere er til at holde ud.