Igen idag regner det ned, dårlig start på ugen. På kontoret sidder vi ganske vist tørt og lunt men klimaet er ved at forandre sig og det medfører oversvømmelser i udsatte lokale områder.
Posten er endnu ikke kommet herud selvom klokken er næsten ti. Alle er nervøse over at høre nyt fra ledelsen. Flere har bemærket de berømte prikke runder i firmaet allerede. Stemningen er intens og anspændt og ingen smalltalk som ellers i formiddagspausen.
Wienerbrød og kaffe smager lissom ikke rigtigt, når man sidder og er nervøs.
Morgenen startede med at skændes med børnene derhjemme. Konflikt og hastværk. Og nu igen - usikkerhed i bare at sidde og vente. Posten er måske strandet i viadukten, hvor vandet plejer at samle sig.
Hvis det nu var en film, man var med i, kunne man dreje historien væk fra ulykker og finde på en happy ending, men hvilke værktøjer er der at tage af kontorets hverdag, dvs. den virkelige hverdags trummerum, hvor man end ikke kan finde ud af, hvem der præcis er skurken, (lad os kalde ham M). Bare der fandtes en brugbar handlingsplan.
Firmaer er internationale og fifler med offshore ordninger og skattely for at maximere overskuddet til aktionærerne. Eller man flytter til lande hvor omkostningerne er lave. Det koster arbejdspladser og familietragedierne følger efter.
Det banker hårdt på døren og statens våde postbud med breve er anpkommet.
Mellemlederen er hurtig henne ved døren, og snart får vi endelig beskeden, om vi er frit stillet eller ej.
Han er blusset op i ansigtet og skal indlede den svære samtale med medarbejderne-
Hvad hvis brevene gik tabt på vejen, ville det så gælde juridisk med fyringen.
Jeg fantaserede om min skæbne og dannede imaginære billeder for mine øjne, i film kan det nogen gange redde situationen, men i det virkelige liv, hvilke værktøjer er da da til rådighed til at præge sin historie. Der ved man feks kun at skurken kaldes M, og hvem man skal komme efter i fiktionen.