Månens og himmelens havfugle,
Trækker stille forbi.
Mit sind fyldes stille,
af vindens melankoli.
Da længes jeg bort mod kysten,
i alt den's beskedenhed.
Der ved havet, når stormen tog fat i min sind.
Der forsvandt ydmygheden, den løb ned af min kind.
Når himmelens havfugle trækker forbi.
fyldes mit hjerte af kærlighed inden i..
Fodsporende jeg gik, er for længst blæst forbi,
Ja livet er fyldt af det jeg kan lide,
Et liv der var ved hav, fjord og strand.
Det liv jeg har levet, som tidevand.
Nå østenvinden sol, fik skyggen, ud af mit bryst.
Og vestenvindens bølger blæste på mit barndoms kyst
Ja når vindens, havfugle trækker forbi.
Bliver jeg lys, inden i.