Det går ikke så godt. Der er mange mennesker, som har prøvet på at hjælpe mig. Men det går bare stadig ikke særligt godt.
Min far for eksempel. Han har lært mig en masse om, hvad man skal. Kigge folk i øjnene, når man taler til dem, give et fast håndtryk og sige "tak fordi vi måtte komme" og "hvordan går det?" og "i lige måde" og godmorgen og godaften og god weekend.
Og min gamle skolelærer. Hun inviterede min mor til et møde, hvor hun fortalte, at jeg skulle blive bedre til at aflæse andre folks signaler. Det skabte for mange problemer at jeg misforstod alting. Men hvis jeg nu lod være med at misforstå noget, så ville der ikke længere være nogle misforståelser. Problem solved.
Og nu min psykiater. "Tænk på det som små smagsprøver" siger han "når du møder nogen, er de ikke interesserede i at høre en længere monolog om jazzmusik eller hjernen."
"Hvad er de så interesserede i at høre en længere monolog om?"
"Jamen, ikke noget. Man skiftes til at tale. Det er det, der er hele pointen"
"Hvad har det med smagsprøver at gøre?"
Folk siger tit, at jeg misser hele pointen. Hvordan fanden kan man få øje på pointen, når man ikke på forhånd ved, hvad pointen er? Det er ligesom at skulle finde Holger uden at vide, hvordan han ser ud.
Engang satte jeg mig selv et uopnåeligt mål. I løbet af mit syvende skoleår ville jeg blive normal. Så jeg kunne forstå, hvordan de andre, rigtige mennesker, blev venner med hinanden, og så jeg kunne blive ligesom dem. Så jeg læste Emma Gad. Alle hendes bøger. Det var lidt ved siden af, sagde min far. Emma Gad siger ikke ret meget om, hvordan trettenårige teenagepiger omgås med hinanden. Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre, så jeg læste bare videre. Flere hundrede bøger om kropssprog, takt og tone, psykologi, hjernen... Jeg ville gerne forstå, hvordan et rigtigt menneske fungerede, så jeg kunne lade som om, jeg var ægte.
Jeg skiftede skole. Sproget på den nye skole fungerede helt omvendt - når de satte sig ud på gangen for at lave matematik f.eks., så satte de sig i virkeligheden ud på gangen for at snakke. De sagde hele tiden det omvendte af det de mente. Det var et slags kodesprog, og når jeg troede, jeg havde knækket koden, havde den pludselig ændret sig. Jeg havde det som om, jeg gik på de der trapper ude i skærsilden i tivoli, hvor trapperne hele tiden bevæger sig op, når man tror, man er på vej ned, og omvendt. Man var sød mod dem, som var i lokalet, men når de så gik ud af lokalet, talte man pludselig grimt om dem. Jeg forstod ikke, hvordan de kunne ændre holdning så hurtigt.
Og jeg var socialt umoden, mente lærerne, så jeg skulle rykke en klasse ned. Ned i sjette. Dem på årgangen under var ikke specielt meget anderledes. De var bare født et år senere.
Det var der, det for alvor gik igang, alle tankerne. Fordi jeg blev bevidst om reglerne. Der er nogle forskellige regler, man skal følge, for at være et menneske: Man holder øjenkontakt cirka 80 procent af tiden. Man kigger på dem i syv sekunder, og kigger så væk et øjeblik, for at kigge dem i øjnene igen. Hvis den anden person kigger væk, venter man lidt, for så at gøre det samme. Det skyldes hjernens spejlneuroner som gør, at vi kopierer andre folks kropssprog for at vise, at vi er interesserede i dem. Man taler om sig selv en tredjedel af tiden, og resten af tiden bruges på at diskutere den anden persons interesser. Man sørger for at bruge den anden persons navn ind imellem - det aktiverer belønningscentret i hjernen. Hvis de siger noget godt, siger man "det er jeg glad for at høre," og hvis de siger noget dårligt, siger man "det er jeg ked af at høre."
Og alligevel er det helt forkert, når jeg gør det. Selvom jeg har brugt år på at studere mennesket. Nogle gange tænker jeg på, om mit liv ikke havde været meget bedre, hvis ikke jeg havde læst alle de bøger. Så ville jeg sikkert ikke tænke så meget. Måske ville jeg tænke på mig selv som et menneske.
Selv aber har spejlneuroner. I hvert fald chimpanser. Jeg har altid tænkt, at der er chimpanser og mennesker. Og så er der mig.
Psykiateren stillede en masse spørgsmål og lavede en masse tests, og så sagde han, at jeg var autist. Jeg tænkte mest på sådan en slags overmennesker, supermatematikere eller fantastiske fysikere. Ikke engang det kan jeg finde ud af. Jeg bruger ikke min tid på matematik. Jeg bruger tiden på at prøve på at spille normal.
Og ligegyldigt om det passer eller ej, er det egentlig derfor, det ikke går så godt. Fordi jeg hele tiden stræber efter at være menneske en måde, jeg ikke er menneske på. Nogle mennesker siger altid de rigtige ting. De kan være sammen med mange andre på en gang og holde en samtale kørende og alt muligt andet. Sådan er jeg ikke.
Jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget de har ofret af dem selv, for at være så normale.