Kunsten at være menneske


5 måneder, 14 dage siden 12 kommentarer Livshistorier reflektion autisme normalitet

3Hvad laver du til daglig?
tænker unødvendigt over unødvendige ting · overanalyserer sociale s... [...]
Digte · træthed, smalltalk
15 dage siden
4Bevægelser
flammen er ustyrlig og rasende · jeg brænder glasset uden at tøve · t... [...]
Digte · naturlove, opgivelse
1 måned, 13 dage siden
18Solar Plexus
For et år siden ringede jeg til borgercenter · som henviste mig til... [...]
Digte · bureaukrati
2 måneder, 11 dage siden
4Heksen
"Der bor en heks nede ved søen" · Agnes er igang med at flette mælk... [...]
Kortprosa · barndom
2 måneder, 29 dage siden
5Mytiske skabninger
min farmor var et mytisk væsen · som forskellige malere har afbille... [...]
Digte · fortvivlelse, tro
2 måneder, 29 dage siden
5010101010101
de har skabt en robot · som genkender 62 ansigtstræk · og har kunstig... [...]
Digte · relationer
4 måneder, 21 dage siden
7Forårsnat
Våd asfalt og blålysende vandpytter · Grønne viljeskud springer ud ... [...]
Digte · vilje, forår, natur
4 måneder, 23 dage siden
4Svin
Jeg har ikke været uden for min lejlighed i syv år. · Jeg har helle... [...]
Noveller · ensomhed, naboskab, kærlighed
4 måneder, 29 dage siden
12Kunsten at være menneske
Det går ikke så godt. Der er mange mennesker, som har prøvet på a... [...]
Livshistorier · reflektion, autisme, normalitet
5 måneder, 14 dage siden
5Efter ikke at have sovet i en uge
ER EN PASSIV VOYEURIST I MIT EGET LIV · STALKER MIG SELV PÅ EN UENT... [...]
Digte · magtesløshed, fremmedgørelse
6 måneder, 5 dage siden
8Fred
En dag vil jeg lade tiden smelte ned over os · hakke den ud i små b... [...]
Digte · livet, tiden, minder
6 måneder, 11 dage siden
7Sætter fuglene fri
Jeg bryder ind · gennem vinduerne · til fuglenes hus · en fugtig varme · ... [...]
Rim og vers · frihed, drømme
7 måneder, 8 dage siden

Puls: 59,9

Publiceret: 5
Afgivet: 35
Modtaget: 39
Mira Lindgren (f. 1997)
Det går ikke så godt. Der er mange mennesker, som har prøvet på at hjælpe mig. Men det går bare stadig ikke særligt godt.

Min far for eksempel. Han har lært mig en masse om, hvad man skal. Kigge folk i øjnene, når man taler til dem, give et fast håndtryk og sige "tak fordi vi måtte komme" og "hvordan går det?" og "i lige måde" og godmorgen og godaften og god weekend.

Og min gamle skolelærer. Hun inviterede min mor til et møde, hvor hun fortalte, at jeg skulle blive bedre til at aflæse andre folks signaler. Det skabte for mange problemer at jeg misforstod alting. Men hvis jeg nu lod være med at misforstå noget, så ville der ikke længere være nogle misforståelser. Problem solved.

Og nu min psykiater. "Tænk på det som små smagsprøver" siger han "når du møder nogen, er de ikke interesserede i at høre en længere monolog om jazzmusik eller hjernen."
   "Hvad er de så interesserede i at høre en længere monolog om?"
   "Jamen, ikke noget. Man skiftes til at tale. Det er det, der er hele pointen"
   "Hvad har det med smagsprøver at gøre?"

Folk siger tit, at jeg misser hele pointen. Hvordan fanden kan man få øje på pointen, når man ikke på forhånd ved, hvad pointen er? Det er ligesom at skulle finde Holger uden at vide, hvordan han ser ud.

Engang satte jeg mig selv et uopnåeligt mål. I løbet af mit syvende skoleår ville jeg blive normal. Så jeg kunne forstå, hvordan de andre, rigtige mennesker, blev venner med hinanden, og så jeg kunne blive ligesom dem. Så jeg læste Emma Gad. Alle hendes bøger. Det var lidt ved siden af, sagde min far. Emma Gad siger ikke ret meget om, hvordan trettenårige teenagepiger omgås med hinanden. Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre, så jeg læste bare videre. Flere hundrede bøger om kropssprog, takt og tone, psykologi, hjernen... Jeg ville gerne forstå, hvordan et rigtigt menneske fungerede, så jeg kunne lade som om, jeg var ægte.

Jeg skiftede skole. Sproget på den nye skole fungerede helt omvendt - når de satte sig ud på gangen for at lave matematik f.eks., så satte de sig i virkeligheden ud på gangen for at snakke. De sagde hele tiden det omvendte af det de mente. Det var et slags kodesprog, og når jeg troede, jeg havde knækket koden, havde den pludselig ændret sig. Jeg havde det som om, jeg gik på de der trapper ude i skærsilden i tivoli, hvor trapperne hele tiden bevæger sig op, når man tror, man er på vej ned, og omvendt. Man var sød mod dem, som var i lokalet, men når de så gik ud af lokalet, talte man pludselig grimt om dem. Jeg forstod ikke, hvordan de kunne ændre holdning så hurtigt.

Og jeg var socialt umoden, mente lærerne, så jeg skulle rykke en klasse ned. Ned i sjette. Dem på årgangen under var ikke specielt meget anderledes. De var bare født et år senere.

Det var der, det for alvor gik igang, alle tankerne. Fordi jeg blev bevidst om reglerne. Der er nogle forskellige regler, man skal følge, for at være et menneske: Man holder øjenkontakt cirka 80 procent af tiden. Man kigger på dem i syv sekunder, og kigger så væk et øjeblik, for at kigge dem i øjnene igen. Hvis den anden person kigger væk, venter man lidt, for så at gøre det samme. Det skyldes hjernens spejlneuroner som gør, at vi kopierer andre folks kropssprog for at vise, at vi er interesserede i dem. Man taler om sig selv en tredjedel af tiden, og resten af tiden bruges på at diskutere den anden persons interesser. Man sørger for at bruge den anden persons navn ind imellem - det aktiverer belønningscentret i hjernen. Hvis de siger noget godt, siger man "det er jeg glad for at høre," og hvis de siger noget dårligt, siger man "det er jeg ked af at høre."

Og alligevel er det helt forkert, når jeg gør det. Selvom jeg har brugt år på at studere mennesket. Nogle gange tænker jeg på, om mit liv ikke havde været meget bedre, hvis ikke jeg havde læst alle de bøger. Så ville jeg sikkert ikke tænke så meget. Måske ville jeg tænke på mig selv som et menneske.

Selv aber har spejlneuroner. I hvert fald chimpanser. Jeg har altid tænkt, at der er chimpanser og mennesker. Og så er der mig.

Psykiateren stillede en masse spørgsmål og lavede en masse tests, og så sagde han, at jeg var autist. Jeg tænkte mest på sådan en slags overmennesker, supermatematikere eller fantastiske fysikere. Ikke engang det kan jeg finde ud af. Jeg bruger ikke min tid på matematik. Jeg bruger tiden på at prøve på at spille normal.

Og ligegyldigt om det passer eller ej, er det egentlig derfor, det ikke går så godt. Fordi jeg hele tiden stræber efter at være menneske en måde, jeg ikke er menneske på. Nogle mennesker siger altid de rigtige ting. De kan være sammen med mange andre på en gang og holde en samtale kørende og alt muligt andet. Sådan er jeg ikke.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget de har ofret af dem selv, for at være så normale.
Forfatterbemærkninger
Jeg vidste virkelig ikke, om jeg skulle lægge denne tekst op. Men jeg vil så gerne sige til alle dem, jeg møder, at de ikke må miste sig selv i forsøget på at være normal.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 09/04-2018 12:50 af Mira Lindgren (NostalgiskPianist) og er kategoriseret under Livshistorier.
Teksten er på 880 ord og lix-tallet er 28.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.