Jeg håber du ved hvor meget jeg hader dig.
Jeg hader hvordan du rejste fra din kvinde.
Hvordan du tog afsted, langt væk fra alle dine frustrationer.
Dine problemer. Dine issues.
Hvordan du med dine issues charmerede mig ind i din cirkel.
Hvordan du med din ven, Marlboro, sneg mig ind i din kreds.
Den røg han bragte ind i vores forhold.
Den røg du ikke kunne leve foruden.
Den kreds, der skulle få mig på gulvet.
Svimmel. Savlende.
Sandheden er, min ven,
jeg kan kun få ligså meget glæde af dig
som med en cigaret.
2 minutter og så er det forbi.
Du er et ynkeligt væsen med dine cigaretter.
Hvordan du rejste fra dine børn, dine sønner som elskede dig.
Hvordan vil de se dig nu,
Dit fortvivlede pjok.
Når jeg ser, at der kun er to tilbage,
ved jeg festen snart er forbi.
Som du ligger der,
Nøgen og så smuk,
som mænd nu engang kun kan være,
tænker jeg på din kone.
Hvad hun mon tænker nu?
Alene i sit parcelhus med tre børn.
Om hun mon ved hvem du er.
Hvordan du rør mig på brystet,
på maven og på skridtet.
Om hun ved
hvordan du byder på den ene cigaret efter den anden
efter samleje?
Som om det hele er i orden?
Mon du bilder dig selv ind at det er okay?
Er det okay?
Det er okay...
For kæreste, ligesom dig er jeg afhængig
af det stof du giver til mig,
så som det mindste du kan give mig.
Tag mig som det simple stykke jeg er.
Hold mig som det eneste du har tilbage
af et forhold, der engang var.
Alt omkring dig, du kæreste,
er udbrændt som de to skod, der ligger tilbage
af hvad der engang var
og hvad der er tilbage.