Jeg læner nakken tilbage, alt jeg kan se er mørket. Langt ude i det fjerne, kan jeg se må lysglimt af stjerner der funkler. Små tindrende stjerner. Jeg fjerner håret fra mine øjne og stryger det om bag ved mit øre, som om jeg kærtegnede mig selv. Straks derefter kommer jeg hænderne i lommen. Jeg kan mærke vinden smyge sig om mine ben, mærke hvordan kulden trænger ind gennem mine fine nylonstrømper og får hårene på min krop til at rejse sig. Ståpels. Jeg trækker den kolde luft helt ind i lungerne og ånder lettet ud igen. Jeg får lyst til at lægge mig på jorden, som da man lavede engle i sneen dengang man var barn. Det er begyndt at regne, så jeg tilsidesætter trangen, for ikke at gøre mig syg og lader i stedet regnen falde på mine kinder. Jeg bliver stående et stykke tid, indtil vejrforholdende overdøver tildragelsen af mørkets nærvær. Jeg er pludselig i et lidt vemodigt humør og kan ikke helt finde ud af om de små pæreformede væskemængder på mine kinder kun er regn eller der måske har forvildet sig en tåre forbi. Jeg græder ikke for noget, men heller ikke for ingenting. Det er i tiden bare lidt svært at finde ud af, hvorfor vandet i mine øjne løber, når jeg nu egentlig synes, at jeg har det ganske udemærket. Kroppen den sitre og hårene på min krop rejser sig igen, derfor beslutter jeg mig, for at vandre ind i varmen igen - tilbage til lænestolen.

Indenfor spiler Coco O. i radioen. "I bled for you - but you left me wanting more". Jeg er sengefærdig og burde i virkeligheden spankulere ind til mine lagner. Alligevel bliver jeg siddende i den koksgrå lænestol, mens jeg nyder de sorgmodige moltoner. "Now I realize I am not immortal" Cocos frodige stemme synger videre, smyger sig ind i mine øregange og poder dem med frotté. Aldrig før har jeg været så interesseret i en kvindestemme som nu; en kvindestemmeder kan give mig gåsehud og kuldegysninger. Du, Coco, efterlader mig ikke forblødt af din begavelse, men du har udentvivl efterladt mig i længsel efter mere.