Kærlighed er en mærkelig ting. Man kan give frit af den, men det er aldrig sikkert at man får det tilbage. Man kan misbruge andres kærlighed, hvilket blot får en til at miste mere, end det de blindt gav.
Kærlighed er at give en anden magten til at ødelægge dig men at stole på at de ikke gør det.
Men hvorfor giver vi andre muligheden for at ødelægge os. Hvad er det, ved kærlighed, der er så himmelsk og fantastisk, at vi viser vores inderste og dybeste.
Kærlighed er grænseløst, uendeligt og uafhængigt.
Kærlighed er også hjerteskærende, ødelæggende og ustabilt.
Alligevel dominerer de gode ting de vigende, og går os vovende, selvom faldet kan gøre hjerteskærende ondt.
Vi tager de første vingeslag, med igenting mellem os og faldet.
Vi falder, det kan ikke undgås, men ligesom fuglen skal vi lærer at flyve, og det sker kun ved anerkendelse af de fejl vi laver.
Vi vover og falder, blot for at vove og falde endnu engang.
Men Rom blev ikke bygget på en dag.