Ørken


12 dage siden 1 kommentar Kortprosa håbløshed desperation eksistentialisme

1Ørken
Jeg har vandret i ørkenen så længe, at erindringer om et liv i fa... [...]
Kortprosa · håbløshed, desperation, eksistentialisme
12 dage siden
1Side 9
Fotogene modeller drejer nøglen om · før de fylder 30. · Det er famen... [...]
Digte · kvinde, mindreværdsfølelse, sårbarhed
13 dage siden
2Dygtig
Sæt dig - · Nej, SÆT DIG! · NU, eller jeg flækker · din pandeskal! · Jeg ... [...]
Digte · magtudøvelse, oprør, overlevelse
13 dage siden
2Elvira
Elvira! · Jeg må beskrive hende - · beskrive hendes minde, · før jeg br... [...]
Digte · kvinde, forelsket, frustration
14 dage siden
3Beduggede ruder
En gennemsigtig plastiksæk · over næse og mund, med løkke om hals; · ... [...]
Digte · desperation, hjælp, fortabt
14 dage siden
1Krematorium
I flager af grå-fnug, askens støv, · ses en flammes levn, et mindes... [...]
Digte · begravelse, sindstilstand, sandhed
14 dage siden

Puls: 67,9

Publiceret: 6
Afgivet: 32
Modtaget: 9
Thorvald Rex (f. 1992)
Jeg har vandret i ørkenen så længe, at erindringer om et liv i farver for længst er gået tabt i underbevidsthedens uigennemtrængelige tågebanke. Mine udhulede celler har ingen næring, min støvede hals er tør for væde. Alene trasker jeg afsted som et omvandrende lig med løstsiddende plamager af kød og råd der hænger fra mit skelet, som laser der hænger fra en tiggers iturevne pjalter. Den rå sol brænder knastørre hud-lapper af mit afdankede legeme. Jeg er udsultet. Mager. Mine knogler stikker ud af kroppen på mig, så de kommer til syne under det tynde lag væv der holder sammen på resterne af mig. Tilbage er kun tørsten, det eneste der stadig synes at være i live, i dette harske helvedeslandsskab, hvor end ikke ørkenslanger kan finde et livståleligt eksistensgrundlag.

Et sted i den gule horisont blinker en mørk silhuet under solskivens åndsfortærende blænde. Vaklende drejer jeg mig i sandet og retter kursen mod skikkelsen i det fjerne. Hvert et skridt på det hvidglødende terræn smuldrer stykker af mine forpinte såler væk under mig, og jeg bevæger mig hvileløst fremad med lukkede øjne; taktfast, for ikke at gå i stå. Gå, gå, gå. Gå, gå, gå.
   "hhhhhssss... hh! hh!". Jeg forsøger at råbe skikkelsen an, men det nytter intet. Kun små hæse host kommer til lyde fra mit krakelerede stemmebånd.

[...]

Og med ét kærtegnes mit ansigt af en fugtig brise, og mine øjne åbnes til et åndsvelbehageligt skue: et frodigt æbletræ med myrtle-grønne blade og blodrøde frugter, der glinser fra krystalklarer dråber. Træet troner sig op i landskabet som Yggdrasil - det eneste motiv, der bryder farveskalaen i et endeløst hav af gult og skoldhedt sand. Ved stammens fod gror et tæppe af mos og frugtigt græs, der lokker med forjættede løfter om en lindrende salve for mine forpinte fødder. Jeg træder nærmere. Slæber mit afkræftede kadaver fremad, og holdes kun oprejst af længslen efter fatamorganaets befriende anker.
   Uhæmmet lader jeg mig falde; ned i det bløde underlag, med udspredte arme. På ryggen ligger jeg i en kølige omfavnelse af skygge, og stirrer op mod en kornblå himmel, halvt dækket for mit syn af træets krone. Hvilken befriende følelse af sanseligt velbehag der strømmer gennem hver en levnet fiber i min krop, og hvilken overjordisk aroma fra frugtens sødme, der spredes i luften til mine næsebor.
   Et af træets grene hænger så tæt ved jorden, at jeg fra mit lejde kan strejfe de fine blade med mine hænder. Om end mine forbrændte fingrer ikke længere er i stand til at mærke teksturerne på bladenes detaljerige overflade, står den organiske følelse alligevel i guddommelig kontrast til ørkenens sanddru vidder.

Et æble hænger uskyldigt og frodigt fra en knoppet gren. Det er inden for rækkevidden af mine fingerspidser, og sulten synes at fordobles ved åbenbaringen af det uimodståelige måltid. Jeg fristes. Fristes af frugtens velduftende safter. Fristes af tanken om den rige smag af liv, der ville få mundvandet til at løbe, hvis jeg havde noget. Det ville være så let at give efter - så let at glemme den golde verden udenfor denne paradisiske oase; åh, så let at tie fornuftens stemme. Elvira, lad mig smage dine læber!

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 30/11-2018 22:55 af Thorvald Rex (Sprogblomsten) og er kategoriseret under Kortprosa.
Teksten er på 529 ord og lix-tallet er 36.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.