Jeg høre de ord du ikke selv kunne formulere.
Jeg forstår følelserne du lægger i dem.
Jeg lavede nøjagtig samme fejl, som dig.
Jeg lod mig selv se det hele fra en bestemt vinkel.
Jeg lod mig selv drømme, flygte og leve i et eventyr.
Jeg er kold, og mangler mit tæppe, min trygge favn.
Jeg er tom, en skald så hul som dybden i et sort hul.
Jeg venter, på at drømmen kommer igen.
Jeg mangler universet vi skabte.

Jeg er naiv, og det bliver altid gentaget.
Jeg er selvdestruerende, men alligevel stærkerer i sidste ende.
Jeg er ikke klar til at blive en af dine fejl eller noget af det der ikke lykkedes.
Jeg vil blive husket for måden jeg bedøvede smerten.
Jeg vil huske dig for måden du skabte vores drøm.
Jeg vil savne intimeten, for jeg var blevet vant til dig.
Jeg føler mig alene, men jeg deler stadig alting i ordene jeg skriver.
Jeg faldt, og ramte jorden hårdt.
Jeg kan ikke se lyset, men træder alligevel frem i mørket.
Jeg balancere på linen, selvom vægten er ustyrlig.

Jeg kæmper.
Jeg prøver.
Jeg vil.
Jeg er.
Jeg mener.
Jeg føler.
Jeg viser.
Jeg tror.

Je ne regrette rien
Je t'aime