Hun er et håb. Et lys i mørket. En skabelon til en perfekt personlighed. Hun er, hvad jeg vil have. Hun er den eneste, der har markeret sig i mine poetiske tanker og tekster. Hun er alt, hvad jeg behøver. Hun er så fjern nu. Vores fysiske kroppe har hver sin hverdag på hver sin skole. Mine forhåbninger om fremtiden ligger hos hende, men det er tankespind, når hun finder interesse i andre. Jeg vil ikke miste hende, men hun vil ikke miste en anden for tiden. Jeg prøver, at lappe hullet i mit hjerte, der ønsker hende. Hun er bare et individ, som alle andre, men alle andre individer, jeg prøver med, er ikke det samme. "hvordan vil du have, at din fremtidige kæreste er". Mine tanker falder straks på hende. Hun har en perfekt personlighed. Usikkerhed er der også, men hendes måde at håndtere det på er god nok. Hun giver ikke op. Der er for mange, der har givet op og lukket øjnene for sandheden: man kan gå over broen fra svaghed til styrke, hvis man bliver ved med at tage ét skridt ad gangen, uanset hvor små skridt man tager. Vi kan ændre udkommet af vores fremtid, man skal bare turde fortsætte. Hun har forstået dette.

Hun er fantastisk. Hun er så sjov at være sammen med. Når hun skal til at kysse én, men synes det er akavet, har hun det med at slå eller sparke lidt til én. Det er så sjovt at se. Hun får mig altid til at smile. Jeg elsker at tilbringe tid sammen med hende, men det er ikke så ofte mere. Hver gang hendes navn, eller rettere kælenavn, dukker op på min telefon, bliver jeg glad. Det minder mig om en gammel joke vi havde sammen dengang, vi lærte hinanden at kende.

"Batwoman" kaldte jeg hende altid dengang. Hun er sjovt nok også som en superhelt, for hun har en aura, der gør mig glad og tilfreds med det hele. "Wonder woman" havde passet hende bedre, for hun var et vidunder i sig selv. Hende og jeg skal tilbringe meget mere tid sammen i fremtiden. Det lover jeg mig selv.