Delt i to er jeg
Og vi
Vi er sammen og du er min usynlige ven
Min ven som altid er der
Men ikke altid er der for mig
Min usynlige ven som iklæder sig mandsklæder
Alt imens jeg tager min blomstrede kjole på
Mine røde læber og min hat
Som på toppen har en blomst
Du tager bukserne på
skjorten
Slipset
Og din vest
Min vest
Mit slips og min skjorte
Jeg kigger mig i spejlet
Og ud af det stirrer du
På mig
På min kjole
Se min kjole
Er den ikke fin
Jo siger du
Men godt den ikke er min
Selvom den fin
Den er ikke som liflig vin der rammer dine læber
Den er langt mere et blomstrende fængsel
Et fængsel som du selv iklæder dig
Siger du
Siger du mig til mig
Og jeg kigger på dine bukser i spejlet
Og misundes over bulen
Bulen der viser at du er mere værd end jeg
I denne verden af jakkesæt og kjoler
Har du mere at sige og mere at mene
Stadig