Det var en dejlig varm og luftig dag. I skoven lagde jeg på de lettere og bløde blade, fra de fortsat groende træer. Det var tidlig efterår, og mens nogen blade havde set deres dage forbi, var der fortsat godt liv i træernes kroner. Der var ikke et øje at skue. Ingen mennesker, ingen menneske støj, det var dejligt, naturligt, roligt. Fuglene sang fra side til side, og lidt længere fremme kunne et par dådyr ses, mætte sig på det grønne og lidt fugtige græs. Alt var i harmoni, og alt virkede til at være godt. Alt var roligt. Alt var fredeligt. Jeg kunne atter være fri for presset og tankerne, som dagligt kørte igennem mit hoved. Der var ingen negativitet, kun ren, afslapning.
Solens stråler skar igennem huller af bladende, og ned i ansigtet. Den behagelige varme følelse kunne mærkes, og jeg nægtede at dække for dette. Jeg lukkede øjnene, og slappede fuldt og aldeles af. Hele kroppen var lam, men frivilligt. Jeg tog en dyb indånding, og åndede langsomt ud, imens et lille, sjældent, smil kom til syne.
Fuglenes sang stoppede. Vinden stod stille. Solens stråler var ikke nær så varme som før. Samt jeg lagde ikke længere ned.
Jeg åbnede øjnene, og mindre chok kom til syne. Nu var jeg i udkanten af en større by. Med en computer taske i den ene hånd, gik jeg fra den sølvgrå bil i indkørslen, hen imod en brun trædør, i et større, hvidt hus. Det tog mig lidt tid, inden jeg indså hvad der rent faktisk foregik. Det var mig, men så alligevel ikke. Det var mit fremtidige jeg, eller en forestilling hertil.
Jeg åbnende hoveddøren og trådte ind i et miljø, der føltes som, hjem. Døren blev lukket, skoene blev sat på det lille træ stativ og jeg fortsatte ind i stuen. Tasken blev lagt på træbordet, hvorefter jeg satte mig på en af de hvide stole. Jeg åndede kort ud, efter en hård arbejdsdag, selvom jeg ikke helt vidste hvad jeg havde lavet forinden. Til min overraskelse blev jeg mødt af mine to børn, en dreng og en pige, ikke ældre end 3-5 års aldrene. Jeg satte mig hurtig ned på huk og gav dem et samlet kram, hvor de ønskede mig velkommen hjem.
Bag dem stod min kone, eller kæreste. Om vi var gift, nåede jeg ikke at fokusere på, men hvert fald, min elskede. Da børnene havde fået sin tur, rejste jeg mig med ro i kroppen, og vi begge lagde ind til et kys. Her igen blev jeg ønsket velkommen hjem.
Det var en rar følelse. En behagelig følelse. Faktisk at blive elsket, og have kommet længere i sit liv end man nogensinde kunne have forestillet sig. Det var utroligt. Det var glædeligt og lykkeligt. Alt hvad jeg kunne have drømt om. Næsten som en.. som en d.. som en drøm... Glæde? Lykke? En der elskede en? En fremtid? Et godt liv?
Der sluttede alt brat. Det var mørkt, jeg havde lukket mine øjne. Jeg kunne ikke sige hvordan jeg vidste det, men nu var jeg i den virkelige verden, skræmt fra vid og sans, i sorg, og magtesløs. Jeg var på en måde lammet i kroppen. Øjnene kunne ikke lukkes. Ikke en eneste kropsdel kunne jeg bevæge. Jeg vågnede af hyperventilation. Jeg kunne intet gøre. Intet at gøre for at stoppe det, og intet gøre for at komme til mig selv. I tre minutter lagde jeg bare der, og tog det. Kunne knap nok få været, og flere gange føle at man var ved at besvime af åndedræt besvær. Det var en ulidelig følelse, jeg ikke ville ønske for nogen.
Som det kom, så sluttede det. Det tog mig lidt tid at få et stabilt åndedræt, men det lykkedes til sidst. Jeg kunne endelig åbne øjnene, selvom jeg ikke havde lyst, og endelig bevæge kroppen.
Alt var fortsat mørkt. Både fysisk og i mit sind. Tankerne i hovedet, var som et billedes album i en blender.
For mange ville det nok virke mærkeligt. Hvad skete der lige? Hvorfor den reaktion? Og hvorfor alle de tanker? For størstedelen ville det var have været en drøm, efter en anden drøm, men nej.
Den første var en drøm, ja. Der var ro, og der var fred. Nogen realistisk, nogen afslappende, og noget jeg kunne gøre nu og her, hvis det var. En reel skov var i nærheden, få hundrede meter herfra og så kunne jeg være i samme situation.
Den anden "drøm", var nærmere et mareridt. Et af de værste mareridt jeg nogensinde kunne have, og aldrig ville sove fra igen, inden næste nat, hvis jeg altså havde fået mareridet ud af hovedet til det tidspunkt.
At komme til målet om at få sig en glad og lykkelig familie. Med børn man kunne opdrage, med en motivation igennem dagen, og med en der faktisk elskede en. Alt dette var ren fantasi. Intet håb eller drøm længere, dette løb var kørt. Det var ikke andet, end en sørgelig, trist, falsk og barsk virkelighed. At blive mindet på alt sit ubehag, igennem hele dagen, lige meget hvor og hvornår, var rigeligt i mit hoved. Når jeg så endelig sov, ville jeg helst have fred for dette, og ville bare kunne slappe af. Dog kunne dette ikke altid lykkes. Derfor, et mareridt. Et af de værste. Kl. var ikke mere end 03:30 om morgen, og jeg kunne ikke sove igen. Med et par tåre på kinden, valgte jeg at tænde tv'et og vente til det blev aften igen, til jeg kunne sove, og bare komme hurtigst muligt igennem den, allerede, ulidelige dag.
Det var ikke noget unormalt. Noget jeg var vant til, næsten hver eneste dag, men selv af den årsag, ville det nok ikke være en ting man som så ville "vænne" sig til.

Bare en normal, daglig, dag