0En vidunderlig afslutning & ny start - Fuld...
Endnu et fly passerede de store vinduer i lufthavnen. Det var sna... [...]
Romaner · venner, romantik, håbefuld
2 måneder, 24 dage siden
2Vejen tilbage
Kapitel I - Den hvide intethed · Et skarpt, hvidt skær lyste igenn... [...]
Blandede tekster
3 måneder, 21 dage siden

Puls: 10,3

Publiceret: 1
Afgivet: 5
Modtaget: 2
Timmy H. Jørgensen (f. 1996)
Kapitel I - Den hvide intethed
Et skarpt, hvidt skær lyste igennem mine nær lukkede øjne. Jeg åbnede dem forsigtigt, så de kunne vænne sig til det skarpe lys. På samme tid prøvede jeg at rejse mig op, hvorefter mine øjne spærrede sig op på fuldt gab. Synet der mødte mig var skrækkeligt og faretruende. En hvid intethed, ingen skygger, ingen bygninger, ingen mennesker eller dyr, bare intet... Det var som at sidde højt oppe i luften på en tynd glasplade. Jeg kunne slå på gulvet og se vibrationerne i gulvet, bevæge sig langt ud i intetheden. Under mig, var intet andet end et stort tomrum, så langt som øjet rakte. Jeg prøvede ihærdigt at se efter den mindste ting, som skilte sig ud, omkring mig, men uden held...
Efter lidt tid begyndte tankerne at fylde mig. Jeg stillede mig de samme spørgsmål om og om igen... "Hvor er jeg? Hvordan kom jeg hertil? Hvordan kommer jeg ud? " Det var først efter lidt tid, at jeg stillede mig selv det skræmmende spørgsmål... "Er jeg mon død? ". Det ville forklare en del, da jeg ingen sult følte, jeg har ingen trængsel til det lille hus, ingen fysisk smerte, og ingenting omkring.
I sammenhæng med at min teori gav bedre og bedre mening, begyndte jeg at ryste af kulde i den lyse intethed, helt alene... Men på samme tid var jeg bemærkelsesværdig rolig omkring hele situationen. Jeg havde hele mit liv, været vant til at være alene, ikke at have nogen venner eller forstående familie, og i det hele taget haft et positivt liv. Mit liv havde aldrig rigtig været funktionelt. Jeg havde altid haft svært ved at skaffe venner, og i almindelighed være social med andre. Jeg vidste ikke hvordan man opførte sig omkring andre mennesker og hvordan jeg startede interessante samtaler... Jeg har aldrig rigtig haft en familie, som har vist sympati overfor mine problemer, da følelser i familien altid var en negativ ting. At man altid skulle mande sig op, og at rigtige mænd aldrig græder eller kan blive såret. Et rigtig angstfuld og depressivt liv...
Alene i midten af ingenting, sad en enlig mand ved navnet Alec. I sine egne tanker, tænkte han over sit liv frem til dette øjeblik. Over hvordan han har levet og hvordan det hele nu måske var slut. En hård følelse rammer ham, idet han begynder at tænke på hvordan han for alvor var alene... Med et kig på hans ansigt, kunne man skimme lidt glimtende dråber vand løbe ned langs hans kinder, og ned på gulvet i en mindre pøl. Det var tåre... Tårer der flød ud af øjnene, som aldrig set magen til før. Som en dæmning der havde slået sprækker, og der nu var ved at kollapse. Selvom han altid har været vant til at være alene, vant til ikke at have nogen venner eller direkte familie, ikke til at have nogen at snakke med, betød det ikke at han var villig til at undvære alt. Man kan aldrig rigtige vænne sig til at være alene i en verden, domineret af et socialt dyr, her mennesket.
Ud af det hvide, kunne høres et råb fra Alec "Hvorfor skal jeg altid være alene!?" som kunne høres igen og igen, med en svagere og svagere tone. Med et oprevet og hjælpeløst ansigts udtryk råbte han flere ting "Hvad har jeg gjort for at fortjene dette!? Hvad har jeg gjortt...!? ". Hans stemme forsvandt svagt ind til ingenting, til det kun var lyden af hans tåre, som ramte en mindre pøl af vand, der kunne høres...
Jeg forstod det ikke? For livet af mig selv, kunne jeg ikke komme frem til en eneste situation i mit liv, som får mig til at fortjene dette. Ja, jeg har holdt mig meget for mig selv, og har ikke været den mest sociale, men jeg har altid lavet min lektier og arbejdsopgaver. Altid være en så god borger, som muligt. Intet af dette gav mening. Det værste ved det hele var at jeg ikke kunne huske hvad der skete op til dette. Det sidste jeg kunne huske var et slags møde med en pige, men hvem hun var og hvorfor det var det sidste jeg kunne huske, ved jeg ikke.

Kapitel II - Mørket
Jeg begyndte efter lidt tid at fokusere bedre og komme til fornuft, efter jeg havde indset at gråd ikke ville få mig nogen vegne. Hvilket det egentlig aldrig havde gjort. I håb om at komme tilbage til livet, og få det fulde ud af det, måtte jeg finde en udvej, en vej tilbage. Selvom livet er hård og ikke altid fair, er det stadig ubeskrivelig bedre end at være alene i midten af ingenting. Selvom mange personer ikke har interesse i én, er der stadig mange måder at få noget ud af livet på. At nyde den smukke grønne natur, med solens stråler skinnende ned på jorden, imellem de dansende blade. At høre på fuglene synge, og naturen være i harmoni med sig selv. At kigge op på stjernerne og undre sig om, hvorfor jorden har liv og om der er andre væsner derude i mørket og lyset. Alt dette er noget jeg stadig elsker vil livet, og med døden muligvis foran mig, ville jeg aldrig kunne se det igen, hvis jeg ikke prøvede at komme tilbage. Jeg tørrede mine øjne for tåre, rejste mig med et brat og tog en dyb indånding. Herefter begyndte min lange vandring ud i den dybe intethed, i håb om at finde noget der kunne hjælpe mig væk herfra.
Jeg nåede ikke langt før jeg, med et overraskende og glad ansigts udtryk, så noget i det afsides. Noget mørkt. Hvad det var, kunne jeg ikke skimme mig frem til, men ud af øje krogene så jeg det samme mørke på alle mine side, både op og ned. Det var ikke en ting eller person, nej, det var mørket selv. Jeg så at mørket nærmede sig lige så stille, og at lyset faldt ind. Det føltes som at være i en lysende ballon, der mistede luften og ligeså stille faldt ind til midten af sig selv. Det var her det slår mig. "Det er nu... Døden nærmer sig..." sagde jeg til mig selv i en mindre hvisken. Når mørket var nået ind til mig og lyset var forsvundet helt, ville jeg dø.
Uden at kigge efter en udgang valgte jeg opgivende at sætte mig ned og synde mine små fejltagelser i livet, som at smide skraldet i en forkert skraldespand osv. Hver mindste ting, som jeg kunne huske. Jeg prøvede at forholde mig i ro og syndede fejl til mit indre jeg, inden det sluttede, da der ingen vej var tilbage. Det var et falsk sidste håb, som ikke blev til. Inden jeg så mig om, havde mørket næsten allerede opslugt alt lys. Jeg sad nu for mig selv, i en 3 meters lys kugle, med mig selv som centrum. Mørket kom nærmere... Jeg lukkede øjnene og lod tårerne løbe frit, til det var slut. Det var slut nu, mit liv var slut...
Kapitel III - Slutningen
I det samme øjeblik kunne høres et råb, som var det en løve der brølede "Jeg vil ikke dø! ". Jeg stirrede nu, med et skarpt blik, døden i øjnene. Midt i et panisk anfald, med tårerne flydende ned af mig, mærkede jeg noget... Noget hårdt, men ikke ondt, omkring min krop. Det var et kraftigt greb, men blødt og betryggende. Jeg kunne med det samme efter, mærke et tryk på ryggen, som at have en varm pude bagpå. Inden jeg nåede at tænke mere over det, blev jeg mere forvirret. Mørket!? Mørke.. Mørket... Mørket var stoppet? Jeg sad nu i den mindste lys kugle, som jeg kunne være i, med mørket lige over det højeste hårstrå. Jeg kunne ikke overkomme det. Mørket, lyset, døden, og trykken på ryggen... Intet gav mening.
Her kunne jeg høre det. Snøften... Det hang ikke sammen. I min forvirring havde jeg stoppet mine tåre og gråd. Det var ikke min snøften... Og her slå det mig! En person! Det var en person, som holdte om mig, som har stoppet mørket fra at nærmer sig mere. Det utrolige var dog, at jeg ikke behøvede at vænne mig for at vide hvem det var. Min hukommelse var kommet tilbage, eller noget af den. Det var Ely. Det var navnet på min nærmeste og eneste ven, jeg nogensinde har haft. Hun har været med mig igennem tykt og tyndt, og vi har altid hjulpet hinanden, når vi har haft brug for det. Jeg havde aldrig mødt en mere åbensindet og hjælpsom person, som hende. Hvordan i alverden kunne jeg glemme hende?! Den eneste person, der faktisk holder af mig... Jeg var så sur på mig selv, at jeg har lyst til at slå hånden sammen til den mest kompakte knytnæve nogensinde, og slå mig selv, men... Inden jeg nåede at gøre det til virkelighed, begyndte jeg at græde og sænke mit hoved. Mine hænder nærmede sig hendes, omkring min mave, og vi holdt begge to fast, med et hårdt greb. Med et råb, fra en pige, som var ved at miste noget af sit kæreste, kunne der høres "Du må ikke forlade mig! Du må ikke forlade mig Alec! Du er et fantastisk menneske, og jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden dig.. Kom tilbage til mig.. Vil du ikke nok".
Pludselig. Med lysets hast, overtog lyset mørket og alt var hvidt igen. Intet mørke at se. Den lille ballon, som jeg havde siddet i, var nu fuld af luft igen. Lyset var også nu skarpere end før. Luften var på en måde mere ren, end den var før. Som at gå udenfor, en tidlig morgen, og få den naturlige luft i kroppen.

Kapitel IV - Døren
Vi sad lige så stille, med hinanden i hænderne, indtil jeg besluttede mig for at vende mig om og se hende i øjnene. Imens jeg drejede mig, holdte vi stadig den ene hånd i hånd. Vi nægtede begge at give fuldstændig slip på hinanden igen. Mit blik faldt med det samme fast i hendes. Begge vores øjnene var våde af de glædelige tårer. Vi sagde ikke noget til hinanden, da vi kendte hinanden godt nok, til at vide hvad modparten tænkte på. Efter lidt tid, begyndte hun at smile og rejse sig op. Jeg begyndte at gå lidt i panik, indtil hun med det samme efter, træk mig med sig. Vi begyndte ligeså stille at gå. Vi gik ingen specifikke steder hen, men gik bare i et roligt tempo og nød hvert et øjeblik.
Gåturen varede ikke længe før jeg stoppede brat. I horisonten, noget brunt, noget rektangulært. Vi fortsatte igen turen, men i højere tempo. Genstanden blev større og større, indtil jeg kunne se hvad det var. En dør. En rødbrun dør, med en kant af et blåligt skær og et gyldent håndtag. Jeg kiggede til min side, og spurgte Ely direkte "Hvad betyder det? Hvad er det?".
Med en rolig og behagelig stemme svarede hun "Det er vejen tilbage, tilbage til livet, tilbage til mig".
Følelserne overvældede mig hurtigt. Både sorg og glæde. Det kunne være vejen tilbage, men det kunne også være slutningen, og at Ely kun var her for at gøre min afslutningen mere rolig. Inden jeg kunne gøre mig mange tanker, kunne jeg høre Ely igen "Jeg kan ikke følge med dig tilbage igennem døren, det er noget du selv skal klare, men en ting er sikker. Når du er kommet igennem den dør, vil jeg vente på dig, og vil altid være ved din side, både i livet og døden". Med det samme efter, begyndte hun ligeså stille at svæve op. Med et svagt glimtende lys omkring hendes ryg, var det som at hun havde usynlige vinger, englevinger for at være mere specifik. Med hendes sidste åndedræt, inden hun forsvandt, kunne der høres "Ses på den anden side, Alec".
Jeg var nu alene igen, men så alligevel ikke. Ely's hjerteskærende og betryggende ord, hjalp mig til fornuft og fik mig til at indse, at jeg aldrig var alene i sidste ende.
Jeg stod nu overfor den djævelske og himmeriske dekorerede, rødbrune dør, med en tydelig nuance af en blå farvet kant, med vand løbende ud over siderne. Den var betagende og jeg var helt opslugt af døren.. Jeg kunne stirre på den i timevis, hvor jeg altid kunne finde en ny ting at beundre.
Dog var en ting vigtigere end at beundre døren, vigtigere end mig selv, end noget som helst andet.. Ely.
Med et blidt tryk og ryk, tog jeg hånden på det gyldne, L-formede, håndtag og åbnende den. Synet var utroligt. Der var det, jorden, livet, Ely. Hele mit liv og andres liv, blev på en gang vist i dørens åbning.
Jeg tog tøvende, men små og rolige skridt igennem døren, en efter en efter en. For hvert skridt jeg tog, vendte en lille del tilbage af mig. Jeg følte energien vænne tilbage til mig, følelsen af sult, følelsen af smerter og alle mine sanser. Jeg begyndte at kunne mærke mine hjerteskærende følelser igen, på en helt anden måde. Ely fik mig til at tænke mere positivt, hvilket jeg ikke rigtig har gjort meget af før i tiden. Følelsen var mærkelig, men på samme tid behagelig.. Med ét blev alt mørkt.

Kapitel V - Velkommen tilbage
Jeg kunne intet se, mørke overalt, intet lys at skue.. Følelsen af skræk og panik vendte tilbage til mig.. Jeg var bange for at Ely's ord ikke var nok til at få mig tilbage. Bange for at det hele bare var en illusion og jeg nu nærmer mig mit sidste åndedræt. Det tog mig et par minutter, før jeg indså at mine øjne var lukkede.. Jeg åbnende dem forsigtigt og så stadig mørke, men denne gang kunne jeg skimme andre ting omkring mig. Mine øjne vænnede sig lige så stille til mørket, og så begyndte jeg at kunne se mine omgivelser. Jeg kunne skimme mig frem til nogen hvide kvadratiske plader, hvorefter jeg indså at det var et loft. Jeg drejede hovedet for at kigge mig omkring, hvor jeg så 2 store vinduer på størrelse med en bil, 1 tom seng uden dyne og pude, samt et slukket fjernsyn og hvide vægge. Det var et hospital. Jeg lagde i en silkeblød seng, med kridt hvidt tøj.
Jeg var lidt rundtosset, kunne ikke helt få en balance i kroppen, og jeg forstod ikke helt hvorfor jeg var på et hospital.
Efter 5 minutters tid, kunne jeg lige så stille rejse mig op i sengen, men med et ryk i højre hånd blev jeg holdt tilbage. Et hårdt og kraftigt greb i min hånd, stoppede mig fra at sidde op i sengen. Det var stadig svært at skue noget i mørket, men med hjælp fra fuldmånens kraftige lys igennem de 2 store vinduer, fandt jeg ud af hvorfor. Det var hende.. Det var Ely.. Hun var siddende på en stol ved siden af sengen, med hovedet sovende på siden af sengen, med et godt greb i min hånd. Jeg besluttede mig for at forblive hvor jeg var, og ligge stille, da jeg ikke ville vække hende fra hendes søvn. Men inden jeg nåede at se mig om, løftede hun hovedet i et roligt tempo, og med ét blev hendes trætte øjne, krystalklare. Med hendes øjne på vidt gab, begyndte tårerne af flyde, som de gjorde i den anden verden. Inden jeg nåede at åbne munden, havde hun allerede sprunget fra stolen og omfavnet mig, med det meste hjertevarmende kram, jeg nogensinde havde følt. Jeg tog mine hænder på hendes ryg, og nægtede at give slip, hvilket hun ligeså også nægtede. Det tog lidt tid, før der skete andet i rummet. Vi havde begge to tydeligvis brug for det.

Kapitel VI - En hjerteskærende handling
Idet vi begyndte at slippe hinanden lidt, for at se hinanden i øjnene, kom to sygeplejersker ind i rummet, da de hørte stolens fald fra før. Deres øjne spærrede sig en lille smule op, som om de havde set et spøgelse. De begyndte med det samme at undersøge mig i top og tå, imens Ely holdte min i hånden. Jeg fik stillet en del spørgsmål, omkring mit navn, og om jeg vidste hvor jeg befandt mig. Jeg kunne svare på alle spørgsmålene uden problemer, på nær et "Ved du hvorfor du er her?". Jeg kunne for alt i verden ikke huske hvad der var sket, og det sidste jeg huskede var mødet med Ely. Jeg måtte skuffende svare nej på deres spørgsmål.
De accepterede svaret og forklarede mig situationen "En bil var ude af kontrol og havde kurs imod din veninde, Ely, og i et sæt havde du sprunget ud foran bilen og skubbet hende væk for at redde hendes liv. Du blev hårdt ramt, og det er et mirakel at du er i live og i så god form, som du er."
Jeg blev lidt mundlam og vidste ikke hvordan jeg skulle reagere. Jeg kiggede over på Ely og kunne se hendes taknemmelige og glædelige øjne.
Inden jeg nåede at reagere yderligere, forklarede den ene sygeplejerske at jeg blev hentet af ambulancen, var i meget dårlig stand, og så ikke ud til at klare den. Jeg overraskede hele tiden lægerne og efter min operation havde politiet anholdt føreren af bilen. En ung herre som ikke var den mest fornuftige, når det gjaldt færdsel på vejene.
Den anden sygeplejerske kunne herefter høres "Din veninde har været ved din side konstant. Hun tog med dig i ambulancen og har været på hospitalet, ligeså lang tid som dig selv. Det var altid den samme rutine, hver dag. Sove ved din side, spise, være ved din side, wc, være ved din side osv. Hun nægtede at give slip på dig, og de eneste øjeblikke hvor hun rent faktisk gav slip, var kun i absolutte nødstilfælde".
Jeg spurgte ind til hvor længe jeg havde været bevidstløs, hvor hun svarede "2 uger".
"Så hun har været ved min side, i 2 uger, uden pauser?" spurgte jeg.
Sygeplejersken nikkede med et smil, hvorefter de begge forlod rummet. Mig og Ely var nu alene igen. Jeg manglede ord. Kunne ikke nævne et ord, da jeg var ved at græde igen, men dette var ikke pga. sorg, men glæde. Ely's handling fik en varmende følelse frem i mit hjerte. En person, som har følt sig så alene, hele sit liv. Aldrig rigtig haft nogen venner eller familie, har fundet en person, så fantastisk, som Ely.
Med et smilende ansigt, kiggede jeg på Ely og rykkede mig i sengen, hvorefter hun lagde sig ved min side. Vi holdt om hinanden og kunne ikke slippe vores blik fra hinanden. Jeg var taknemmelig for at hun havde været ved min side i alt den tid, og hun var taknemmelig for at jeg næsten ofrede mig selv for at redde hendes liv.
Med et smil til hinanden, vidste vi begge at vi nok skulle komme igennem det, at alt nok skulle blive godt, og at fremtiden nu var lys, for vi ville altid have hinanden, både i livet og i døden.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 27/08-2018 14:52 af Timmy H. Jørgensen (BimmerenTheBimski) og er kategoriseret under Blandede tekster.
Teksten er på 3204 ord og lix-tallet er 25.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.