Der går processer i gang næsten hver uge i mit liv. Jeg går og øver mig i at rydde op efter mig selv, når jeg har rodet. Det er bare en af processerne. Jeg arbejder også med at ændre de negative tanker. I en del år har jeg haft meget skyld over min rolle i at køre en bil, der forulykkede og hvor min søn døde. Jeg arbejder med at være kærlig ved både mig selv og de familiemedlemmer der også var med i bilen udover Thomas og som overlevede. Min datter Selma har haft svært ved at klare lektierne i skolen og også haft ondt i maven om morgenen ved tanken om at skulle over i skolen. Hun er en vi har valgt at sende i skole alligevel, fordi hun har en grundlæggende robusthed. Jeg skriver vi valgte. Men det vi er også blevet reduceret for min kone og jeg er ikke ægtefolk mere og har ikke været det i fjorten måneder, men alligevel spiser vi sammen som i et mini kollektiv ...selv om jeg nu bor et andet sted i byen. Hun har healet sig selv efter trafik ulykken ved at gå i haven og ved at gøre meget ud af sit arbejde. Jeg har selv følt jeg ikke kunne klare at arbejde fuldtid mere som sosu assistent og har derfor taget nogle sikkerhedsvagt opgaver der inkluderede at være portvagt og at lave lidt service opgaver for folk, noget som lå som en udbygning af vagt rollen, da jeg også,holder opsyn med eventuelle indbrud i deres sommerhuse. Og slår græs.

At bevidstgøre er vigtigt for mig. Jeg vil gerne opnå at have kontakt til både kreativitet og krop og livets dynamiske sfære. Jeg er klar over hele sådan en skilsmisse er en proces for sig. Vi har begge fået færre penge, men hun fik min andel af huset, uden videre, og jeg bor nu til leje en kilometer fra hende og vores 15 årige datter.
Proces nummer fire jeg må nævne i dette efterårsdagbogsblad, er at min unge datter har fået en kæreste. Idag kommer han på besøg, så jeg rører en frikadellefars her i eftermiddag, og den bliver serveret med pasta, gratineret blomkål og brun sovs og agurkesalat til frikadellerne.
Proces nummer fem er at jeg træner min karate alene fordi jeg har nogle metoder der ikke er blevet godkendt i den klub jeg trænede i. De kan ikke forstå, at jeg blander det der hedder kinesisk visdom fra internal kungfu mere og mere ind i karaten, så jeg foretrækker at træne alene og så i ny og næ træne på en aftenskole på et kort workshop weekend hold. Jeg er jo blevet overfaldet i jobbet i psykiatrien af en højt gradueret mester indenfor karate, en ung kvinde, der ville tæve mig, fordi jeg i hendes øjne er lidt for smart og selvoptaget. Hun ville tage en stol ind på sit værelse og havde tidligere brækket benet af en stol og truet personalet med det. Så jeg satte foden ned og så ville hun slås. Jeg har mistet tilliden til at patienterne har tillid til mig efter den episode og det er et stort sår fordi jeg er glad for nye metoder og venlighed i psykiatrien og en større rummelighed og en begrænsning af tvang. Den tillid blev ligesom brudt ved overfaldet, fordi jeg forsvarede mig selv kontant og vandt kampen over hende, og slog alarm da jeg kunne komme til det, men reelt havde klaret situationen meget isoleret og alene for mig selv.
Så den proces med vold, og accepten af vold som et vilkår i livet har jeg undersøgt på alle leder og kanter, og jeg finder flere og flere eksempler på det man i samfundsforskningen kalder symbolsk og psykisk vold, fx de enorme værdikompromisser mange må gå ind på for at være attraktiv for en kæreste eller et job.
Jeg er samtidig bevidst om jeg savner at arbejde i grupper med min tantra træning der bevidstgør energierne i seksualitet og terapi, og ikke solder energien om sådan som normal sex gør, så dette er vel,proces nummer sex!