Jeg sad og spiste morgenmad da det ringede på min hoveddør. Det er sjældent nogen finder vej til min ringeklokke, og jeg er også helst fri. Men klokken virker, og jeg hørte den.
   Tidspunktet burde have gjort mig mistænksom, men nærmest reflektorisk rejste jeg mig og tøffede ud i entreen. Jeg åbnede døren på klem og stirrede hen over sikkerhedskæden. Der var intet at se. Bedst som jeg var klar til at lukke døren igen, syntes jeg at jeg hørte en lyd som af vejrtrækning. Jeg stirrede en gang mere ud på trappeafsatsen, den var ganske tom. Mystisk nåede jeg at tænke før et voldsomt host brød stilheden. Jeg tog sikkerhedskæden af, og stak hovedet ud af døren. Inde foran naboens dør sad et pigebarn på 7-8 år. Hun havde en let sommerkjole på, og et stort disneyplaster prydede hendes venstre knæ. Hun snøftede eller snottede ned i et papirslommetørklæde.

"Hvad laver du her?" spurgte jeg dumt.

"Venter", sagde hun svagt snøftende: "må jeg vente hos dig".

"Øh", jeg blev stående og stirrede på hende. Vente så tidligt om morgenen. Havde hun ingen til at tage sig af hende? Eller i det mindste en nøgle.

"Bor du her?" spurgte jeg.

Hun rystede på hovedet: "Jeg ringede bare på".

Kan man sige nej til et barn, jeg kunne ikke. Hun fik en tallerken med to franskbrødsskiver med smør og et glas vand. Jeg stirrede på hende, mens hun spiste og drak. Man skulle tro , hun ikke havde fået noget længe.
   Så drak jeg min kaffe, mens hun lånte sofaen og faldt i søvn. Hun snorkede højlydt. Vel på grund af sin forkølelse. En ny lyd fyldte min stue. Derudover bemærkede jeg, at jeg listede, da jeg gik ud i entreen og hentede dagens avis. Den indeholdt en del valgflæsk, som jeg sprang let henover. Ellers var der intet særligt at bemærke. Af hensyn til barnet tændte jeg ikke radioen. Jeg blev siddende længe i stolen, og håbede hun ville vågne af sig selv, hvilket hun ikke gjorde. Til sidst besluttede jeg mig. Jeg tænkte, at hun blev nødt til at gå. Hun fyldte simpelthen for meget.

Jeg bøjede mig forsigtigt og klappede hende på kinden. Hun ømmede sig og satte sig til sidst op. Hun så forbavset ud.

"Hej", sagde hun.

"Hej", sagde jeg.

"Har du mere mad?" spurgte hun. Hendes mørke øjne slog smut under det uglede hår.

Ok tænkte jeg, en mad og så må hun gå. Jeg styrede ud og stak hovedet i køleskabet: "Jeg har rugbrød og leverpostej", råbte jeg.

Nu stod hun i køkkendørsåbningen: "Må jeg få to madder?" spurgte hun.
   "Jo", svarede jeg, mens jeg spekulerede over, hvor hendes far eller mor var, smurte jeg hastigt to madder med leverpostej. Hun slugte dem begge lige så hurtigt som franskbrødet.

"Du er meget sulten", sagde jeg.

Hun nikkede og tørrede krummer af munden. Hun tog glasset, hun havde drukket af til morgen og hældte vand i fra den kolde hane.

"Hvor er din far og mor?" spurgte jeg.

Hun drak grådigt af glasset: "Jeg har ikke nogen far", sagde hun, og stillede glasset hårdt fra sig.

"Men din mor", jeg så på hende. Hun måtte vel for pokker ha' en mor, eller andre der tog sig af hende?

"Mor sover", hun lød helt hverdagsagtig.

"Skal du ikke i skole?" jeg så undrende på hende.

"Jo og jeg har glemt nøglen".

Glemt nøglen? Havde hun mon sovet ude på vores trappe i nat: "Hvornår vågner din mor?"

"Det ved jeg ikke".

Satans til idiot af en mor: "Lad os gå hen og vække din mor".

"Det tror jeg ikke vi kan", sagde hun.

"Jo", svarede jeg: "Ellers får vi viceværten til at lukke dig ind".

Hun lignede en, der ikke forstår, hvad en vicevært er, og en der ikke har lyst til at lukke fremmede ind. Men jeg havde besluttet mig. Og for øvrigt kunne hun jo ikke blive hos mig.

"Lad os gå", jeg åbnede hoveddøren og så bestemt på pigen.

Hun stirrede modstræbende tilbage. Og der lige der kastede hun sig ned af trappen, som deltog hun i en maraton. Hun havde sikkert vundet, hvis hun havde stillet op til danmarksmesterskabet.

Jeg havde ikke en chance.