Vi lever alle sammen med en falsk forhåbning om at kunne leve op til den person, vi ønsker at være. Men i virkeligheden lever vi som én person, og har en illusion om en anden person, nemlig den vi ønsker at være. De to personer stemmer sjældent overens. Hvad der i egne øjne er "perfekt" er som oftest det ideal, der søges. Jeg ønsker at være uselvisk. Men hvem kan åbenlyst stille sig op og sige, at han aldrig har såret en person? Eller at han gør alt for at hjælpe andre? Vi kan stå og snakke i timevis om hvem jeg er, men først når du endelig tror, at du ved hvem jeg er, vil det gå op for dig at intet af det, jeg siger, at jeg er, passer på mig. Du vil forstå, at det hele er en falsk illusion om den person jeg ønsker at være, som du allerede efter få minutter er begyndt at omdanne, til en anden illusion om hvem du ønsker, at jeg er. Og så ville det nok op for dig hvor nytteløst det er at stå og snakke om mig. Hvor nytteløst det ville være at sætte mig ind i en bås, som du, jeg, eller omverdenen mener, at jeg skal placeres i. Man siger jo, at når man peger finger, peger der altid tre tilbage. Det er ikke altid lige nemt at se sine egne fejl, og man er ikke selv så hellig, som man ønsker at være. Men man ønsker det. Men er mennesket i sandhed ikke egoistisk? Har vi i bund og grund ikke kun sociale relationer, fordi vi har et behov for den tryghed og nærhed det giver? Er kærlighed ikke blot en egoistisk følelse, som man har et dyrisk behov for? Og når vi gør gode ting for andre, gør vi det i bund og grund ikke kun fordi, vi har et behov for en følelse af storhed? Som Nietzsche ville have sagt det, gør mennesket alt for at tilfredsstille sine egne behov. Ja, mennesket er egoistisk. Men hvis det bare er et faktum, er det ikke noget at gøre ved det. Og skal der overhovedet gøres noget ved det? Det tror jeg ikke. Når vi i film ser at et menneske ofre sig for andre, er det så ikke kun en ting der sker i film? En instruktør der sidder med en illusion om at være et menneske med et stort hjerte? Det findes nok mennesker der ofre sig for andre, og hvis Nietzsche tager fejl og det sker helt uden egoisme, så er det et menneske der må have indset ting, som langt de fleste mennesker ikke er i stand til.

Jeg er dog i tvivl om det allervigtigste. Nemlig om man så skal vælge en person på baggrund af den han er, eller den han ønsker at være. Hvis verden vælger på baggrund af illusionen, lever vi i et kæmpe skuespil. Men gør vi netop ikke det? Lever bag facader alle sammen, som ingen kan bryde ind under fordi vi alle sammen i bund og grund står alene beskyttet af en unedbrydelig mur. Måske. Men hvis vi vælger på baggrund af den person vi virkelig er, har det smukke ved mennesket mistet betydningen. Så betyder ord pludselig ikke noget. Måske er det en blanding af illusionen og vores virkelige jeg, vi vælger ud fra. Jeg ved det ikke, men jeg ved, at ingen er præcis den, vi ønsker at være. Og det er måske et tegn på hvor vigtig, eller hvor ligegyldigt, det i virkeligheden er at kunne tilgive, og lade mennesker lave fejl. Lad os fejle, og lad os rejse os op igen. For det er på vej op igen, at vi er så tæt som vi overhovedet kan komme, på den illusion om det menneske, vi ønsker at være.