Det er dig som går i skoven
og et øjeblik er hende,
en ukendt kvinde
i spraglet åben jakke
mellem Karl Johan og Kantarel,
med øjnene mod jorden,
gødning fra kronvildt
På efterårets skovbund
og de skønneste svampefund,
mens en musvåge skriger imellem egern
og rejnfans hoveder
stadig lyser gult i græsset.
Du går med en flettet kurv.
Du bukker dig ned
og plukker forsigtigt en Karl Johan.
Fredeligt under det store fyrretræ
venter den eventyrlige Blomkålssvamp.
Der har været en stille regn, som stopper
idet du bukker dig ned over
en klynge Stor Trompetsvamp.
Lige i det øjeblik bryder solen igennem
og lyser din spraglede jakke op.
Skoven er stadig den samme
dyrene, svampene, solen og himlen
og du er hende der reddede mig
hvor som helst.