Fjeldene rejser sig velkendte omkring mig. Truende, hvis ikke jeg kendte dem så godt, for mig er de beskyttede som fars favn, fulde af næring som mors krop.
Klippernes evindelighed, skovenes duft af fyr og mos, lyden af den knirkende sne under mine fødder.
Renens ånde skaber sin egen mytologi, der fortælles mens vi sidder om árrannen. Birkens grene som troldehår vejer i vinden, der hyler om ørene som ulven, aldrig særligt langt borte. Stilheden under den mægtige stjernehimmel, jeg bliver svimmel, vægtløs, sanseløs, fortaber mig i den nærværende uendelighed.