Det ville være egoistisk af hende at lukke dig ind,
i en knækket kvinde
med en brækket sjæl
og et knust sind.
En kvinde som knækkede i en ung alder.
Over samfundets facilitering af den perfekte kvindekrop.
En idealisering hun ikke kunne leve op til.
En sjæl som blev brækket midt over.
Af de pladderbalde romantiske forestillinger af det perfekte.
En forestilling hun ikke kunne formå at holde fast på.
Et sind som blev knust i tusinde stykker.
Da nogen fratog hende den sidste selvkontrol hun havde.
En selvkontrol hun ikke kunne formå at få tilbage.
Hun bemærkede, hver gang du kaldte hende smuk og lod hende vide, at hun havde formået at leve op til dine idealiseringer.
Hun bemærkede hver gang du tændte stearinlys eller tændte op i din brændeovn, for at lade hende vide, at hun havde formået at få alt det pladderbalde romantiske hos dig.
Hun bemærkede hver gang du spurgte ind til hende, for at lade hende vide, at hun havde formået at finde én som ikke ville fratage hende selvkontrol.
En kvinde, som drømmer om, at hun en dag kan sætte ord på dette overfor dig, for du har fortjent at vide du gjorde hende glad.
Tak for dig, M.