Blå Hænder


25 dage siden 2 kommentarer Kortprosa fortvivlelse brudt forhold eksistens

2Blå Hænder
Lyden af latter runger endnu som et fjernt ekko mellem mine ører.... [...]
Kortprosa · fortvivlelse, brudt forhold, eksistens
25 dage siden
4Døende Blomster
Den lette støvregn kærtegnede mine blege kinder og lagde sig blid... [...]
Noveller
1 måned, 7 dage siden

Puls: 21,3

Publiceret: 2
Afgivet: 5
Modtaget: 6
Emily Eisvang (f. 2003)
Lyden af latter runger endnu som et fjernt ekko mellem mine ører. Den tunge duft af vinen hænger endnu i luften og smyger sig stille ind i mine næsebor, mens røgen fra de nedbrændte stearinlys endnu danser rundt til lyden af den øredøvende stilhed. Kulden kryber ind ad det åbne vindue og smyger sig om min bare arme, mens gådehuden bryder frem. En rysten går gennem hele min krop, og jeg skutter mig. Men tanken om at rejse mig og blot lade vindue glide i og haspe det lukket, virker så virkelighedsfjern for mig. Noget holder mig neglet til sofaens kvælende puder. Noget mørkt og koldt har lagt sig om mine ben og gjort mig ukampdygtigt. Gjort mig ude af stand til at bevæge mig, og tvinger mig til blot at sidde og genleve grunden til, at døren for flere timer siden smækkede så højt, at lyden stadig giver genlyd mellem væggene. Kunne disse vægge tale, ville de berette forfærdelige historier om aftens hændelser. Historier, som jeg ved, at jeg selv har ageret hovedrolle i, men som jeg ikke ønsker at genleve for noget i denne verden. Endnu hersker en dunkende smerte over både min hals, nakke og mine håndled, mens noget tungt ligger hen over mit bryst og gør det umuligt at trække vejret ubesværet. I stedet forsøger jeg i hikstende stød af forsyne mine lunger med bare en smule ilt. På bordet foran mig ligger vores glas. Smadrede. Fine glasskår pryder bordpladen og blander sig med den spildte vin, som i mørket næsten ligner blod. På mine kinder skinner tårerne endnu, skønt det er flere timer siden, at døren smækkede bag ham. Mascaraen og tårerne har blandet sig sammen til en sort substans, der trækker lange steger af rædderlighed ned ad mine blege kinder, der tidligere var røde og fyldte med liv. Dybblå mærker breder sig de steder, hvor dine hænder holdt om mig. Især på halsen strækker de sig ud på min blege hud i form af dine stærke hænder, men jeg nænner ikke at række op og røre ved det. Ved at smerten vil være der, for endnu dunker den under min hud, som en puls, men alt for langsom til at passe til min egen. Tøjet ligger på gulvet. Smadret. Revet fra hinanden, kjolen ligner ikke længere den smaragdgrønne kjole, som jeg lod min slanke krop glide ned i blot få timer tidligere. Ligner nu blot et iturevet stykke stof på det kolde gulv. Hans øjne hjemsøger mine tanker. Som er mindet om dem brændt fast på mine nethinder. Kulden er ikke den eneste, der forsager min krops ukontrollerbare rysteture. Minderne om hans hænderne og tanken om hans nærvær sender chokbølger gennem min krop, og jeg skutter mig.
   Rummet føles mindre og mindre, som kommer væggene mig nærmere. Som har de intentioner om at tilintetgøre den sidste rest af mig. For inden i mig er der intet tilbage. På sofaen sidder blot en tom skal. En skal, som tidligere var fyldt med varme og lykke, men som nu er så tom og kold, at kulden fra vinduet ikke længere rører mig. Det eneste, der fylder mig, er de altgennemtrængende minder om ham. I mine øjne svømmer en tåge rundt blandt mine tårer, som gør det svært for mig at se lejligheden tydeligt. Desuden har mørket kastet sig i lange, sorte skygger hen over mit stuegulv, og de kravler om de hviskende vægge, mens de kaster mig domfældende blikke. Som om de med deres øredøvende stilhed forsøger at fortælle mig, at det kun kan være min egen skyld, at jeg sidder her. Rystende på grund af en indre kulde, der søger ud, med den sorte substans af rædderlighed strømmende ned ad mine blege kinder og med de blå hænder gribende om min hals. At det er selvforskyldt, at jeg overhovedet lukkede ham ind ad døren til mit hjerte og lod ham husere der, uden at jeg krævede noget til gengæld. For med sig bragte han netop disse skygger, der smyger sig om mine før så hjemlige vægge, der nu virker fremmede og fjendtlige. Truende tårner de sig op omkring mig, med et løfte om at knuse mig.
   Men de vil ikke kunne knuse mig, som jeg sidder her. Smadret. Min sjæl er revet fra hinanden, som den smaragdgrønne kjole på gulvet. Og noget så ødelagt vil aldrig kunne ødelægges mere, skønt væggene truer med at give dette et forsøg. For tilbage sidder blot en tom skal, og skulle den tomme skal ødelægges, ville jeg blive sat fri af min smertelige eksistens og igen flyve frit uden at mærke den tyngende vægt af minderne om ham. Og jeg længes. Længes efter at flyve frit, så lad blot væggene falde, og lad dem sætte mig fri af de blå hænders greb.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 11/11-2019 21:01 af Emily Eisvang (EmilieS) og er kategoriseret under Kortprosa.
Teksten er på 793 ord og lix-tallet er 32.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.