Tænk sig hvis du læste dette,
og hvis du havde det ligesom jeg,
og kunne huske mig,
som jeg husker dig?
Du er stadig "den store",
dén jeg aldrig glemmer,
som gjorde mig skør og glad,
og forvirret og fortvivlet.
Årene er gået og jeg har en ny,
som fylder mit liv,
men hver dag dukker du op,
og smiler til mig.
Hver dag siden det var slut,
har du fået et minut,
i min krop, i mine tanker
i mit inderste inde.
Tør ikke sige det højt,
men tænker du som mig?
Skriver du? Ringer du?
Eller venter du?
Du har nok glemt mig nu.